78.1.1. Om nedsættelse af en kunstindkøbskomité med beslutningsret

20-07-1978

En kommunalbestyrelse havde stillet et spørgsmål om nedsættelse af en kunstindkøbskomité med besluttende myndighed.

Ifølge § 17, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse kunne kommunalbestyrelsen kun overlade det særlige udvalg en beslutningsret for så vidt angår et bestemt hverv. Det var samtidig en forudsætning, at et særlige udvalg ikke herved fik overladt beføjelser, som henhørte under økonomiudvalget eller et af de stående udvalg.

Den i styrelsesloven fastlagte ansvars- og kompetencefordeling udelukkede dog ikke, at et stående udvalg i visse tilfælde og på nærmere vilkår kunne træffe beslutning om at henlægge afgrænsede administrative funktioner til særlige udvalg, således at funktionsudøvelsen skete under ansvar over for det stående udvalg, der så måtte fastsætte de fornødne retningslinjer for administrationen samt tilrettelægge den fornødne kontrol med udøvelsen af de herved overladte funktioner.

En sådan adgang for et stående udvalg til at overlade administrative funktioner til et særligt udvalg måtte således kunne anerkendes i det omfang, det særlige udvalg repræsenterede kommunens beboeres interesser med tilknytning til en bestemt kommunal institution eller et bestemt lokalområde, idet det dog tillige måtte være en forudsætning, at udvalget kunne betragtes som repræsentativt for de særlige interesser, der var involveret.

I det foreliggende tilfælde måtte Indenrigsministeriet være af den opfattelse, at der ikke ved nedsættelsen af den omhandlede kunstindkøbskomité tilsigtedes en repræsentation af brugerinteresser eller andre særligt berørte interesser, idet der var tale om en almindelig varetagelse af kunstindkøb til udsmykning af offentlige bygninger, lokaler, veje, gader, torve og parker. Der kunne således ikke peges på beboerkredse med en tilstrækkelig kvalificeret interesse i samtlige de pågældende anliggender, der kunne berettige til en henlæggelse af egentlig beslutningsret.

Det måtte imidlertid anses for rimeligt, at personer, der havde en særlig sagkundskab eller på anden måde havde markeret en særlig interesse for kunstanliggender, blev forsøgt inddraget i beslutningerne omkring kommunens kunstindkøb, men dette måtte i så fald ske ved nedsættelse af en rådgivende kunstkomité. Dog ville det for så vidt angik visse af udsmykningsopgaverne være muligt at henlægge beslutningsretten vedrørende kunstindkøb til organer repræsenterende egentlige brugerinteresser med tilknytning til de pågældende kommunale institutioner.

Indenrigsministeriets brev af 20. juli 1978 til en kommunalbestyrelse
- 1.k., j. nr. 1978/123/0402-1