En kommunalbestyrelse havde i perioden 1. juli 1972 til den 31. januar 1979 udbetalt honorar til en fhv. bygningsinspektør i kommunen, som vedkommende ved Østre Landsrets dom af 20. november 1978 var blevet frifundet for at skulle tilbagebetale.
En række kommunalbestyrelsesmedlemmer, der var ansvarlige for den nævnte ulovlige beslutning om udbetaling af honorar til en kommunalt ansat, var af tilsynsrådet ved brev af 25. august 1976 blevet pålagt at skadesløsholde kommunen for dens tab, hvis modtageren ikke blev dømt til at tilbagebetale beløbet. Efter afsigelsen af Østre Landsrets dom af 20. november 1978 fastholdt tilsynsrådet pålægget ved brev af 9. januar 1979.
Sagen blev herefter indbragt for Indenrigsministeriet, der ved brev af 14. marts 1980 ophævede pålægget.
Med henvisning til, at kommunaldirektøren i en under retssagen afgivet vidneforklaring havde givet udtryk for, at den pågældende var af den opfattelse, at den omhandlede honorarordning kunne etableres uden forelæggelse “opefter”, måtte Indenrigsministeriet anse det for nærliggende at gå ud fra, at kommunaldirektøren, der var kommunalbestyrelsens nærmeste rådgiver i lønningsspørgsmål, også under kommunalbestyrelsens behandling af sagen havde givet udtryk for denne opfattelse eller i hvert fald ikke havde fundet anledning til at rejse tvivl hos de pågældende kommunalbestyrelsesmedlemmer om ordningens lovmedholdelighed.
Dette forhold i forbindelse med den omstændighed, at hændelsesforløbet omkring kommunalbestyrelsens beslutning og kommunaldirektørens rådgivning i denne forbindelse næppe på tidspunktet for Indenrigsministeriets brev lod sig klart belyse, måtte efter Indenrigsministeriets opfattelse føre til, at det måtte anses for tvivlsomt, om der kunne tilvejebringes tilstrækkeligt grundlag for - på tidspunktet for Indenrigsministeriets brev - at gennemføre et erstatningskrav imod dem, der var ansvarlige for den ulovlige beslutning.
Indenrigsministeriet havde i denne forbindelse endvidere hæftet sig ved, at byrådet ikke på noget tidspunkt, efter at være blevet opmærksom på uregelmæssigheden, sås at have fundet anledning til - hvad Indenrigsministeriet ville have fundet naturligt - at give de kommunalbestyrelsesmedlemmer, der senere var udtrådt af kommunalbestyrelsen, (6 ud af 9 medlemmer) opfordring eller lejlighed til over for kommunalbestyrelsen og tilsynsmyndigheden at redegøre for deres syn på ansvarsforholdene.
I betragtning af den tid, der siden var hengået, ville de pågældende med rette kunne anføre, at det måtte forekomme mindre rimeligt, om muligheden af et erstatningsansvar først nu blev gjort gældende over for dem.
Indenrigsministeriets brev af 14. marts 1980 til en kommunalbestyrelse
- 1.k., 1978-1131-0400-7