Flere medlemmer af borgerrepræsentationen havde klaget til Indenrigsministeriet bl.a. over, at ordføreren for forslaget ikke - i overensstemmelse med sædvanlig praksis - fik lejlighed til at motivere sit forslag, førend forslaget blev henvist til udvalgsbehandling.
Efter Indenrigsministeriets opfattelse kunne der ikke i § 13, stk. 6, i borgerrepræsentationens forretningsorden - der svarer til normalforretningsordenens § 11, stk. 4 - indlægges den begrænsning, at forslag om udvalgshenvisning først kan fremsættes, når forslagsstilleren har haft lejlighed til at få ordet mindst én gang. Derimod må alle medlemmer kunne forlange ordet for at ytre sig om forslaget om sagens videre behandling, i det konkrete tilfælde spørgsmålet om udvalgshenvisning.
Indenrigsministeriet mente ikke der var grund til at undersøge praksis nærmere, da det efter Indenrigsministeriets mening var højst tvivlsomt, om en sådan praksis kunne anføres som begrundelse for et krav om, at den af klageren beskrevne fremgangsmåde altid skulle følges. Indenrigsministenet havde herunder lagt vægt på, at borgerrepræsentationen i forbindelse med vedtagelsen af sin forretningsorden ikke ønskede indsat en bestemmelse i § 13, stk. 6, hvorefter henvisning til udvalg først kan ske, når ordførerne har haft lejlighed til at begære ordet mindst een gang.
Indenrigsministeriet forstod imidlertid også klagen således, at der klagedes over, at en gruppe blev afbrudt af den fungerende formand, medens man meddelte sin afvigende mening, og at det gøres gældende, at den afvigende mening kun blev protokolleret, fordi medlemmet fastholdt sit ønske om protokollering.
Indenrigsministeriet udtalte, at den Københavnske styrelseslovs § 13, som fastsætter retten til protokollering af afvigende meninger, intet sagde om, hvorledes denne protokollering skal foregå. Af Borgerrepræsentationens udtalelse af 17. september 1982 fremgik det, at begæring om protokollering af afvigende mening skete ved tilråb fra de pågældende medlemmers pladser. Indenrigsministeriet måtte derfor gå ud fra, at den skete afbrydelse skyldtes en misforståelse, idet der selvfølgelig ikke må lægges hindringer i vejen for medlemmernes berettigede ønsker om protokollering.
Indenrigsministeriets skrivelse af 26. november 1982 til medlemmer af borgerrepræsentationen
- 1.k.kt., j.nr. 123/0100-148/1982