84.1.5. Offentliggørelse af udvalgs dagsordener og udskrifter af beslutningsprotokoller

10-05-1984

Udtalt, at kommunalbestyrelsens udvalg med respekt af reglerne om tavshedspligt kan vedtage at give offentlig meddelelse om endelige beslutninger, hvorimod de ikke på eget initiativ kan give offentligheden kendskab til indholdet af indstillinger til kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan give forskrifter for udvalgene med hensyn til offentliggørelse både af beslutninger og indstillinger.

Offentlig meddelelse om trufne beslutninger bør ikke gives, inden der er givet underretning til en part/parterne i en sag.

Udvalgene kan ikke på eget initiativ beslutte at give meddelelse til offentligheden om deres dagsordener, men kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om, at udvalgene forud for udvalgsmøderne skal give offentligheden meddelelse om, hvilke sager der agtes behandlet på mødet og om formen for sådanne meddelelser. Da disse meddelelser også skal respektere reglerne om tavshedspligt, kan man normalt ikke offentliggøre den dagsorden, som er udarbejdet til udvalgsmedlemmernes brug.

Forhandlingerne i udvalgene kan ikke refereres offentligt, idet det enkelte medlem kun kan referere sine egne bemærkninger.

Indenrigsministeriets skrivelse af 10. maj 1984 til en borger i Ravnsborg kommune - 1. k.kt. j.nr. 1984/1079/0715-1