86.1.5. Om hvornår et dokument må anses for endeligt udformet og være omfattet af sagsindsigt

22-07-1986

Indenrigsministeren udtalte sig i en folketingsbesvarelse om en konkret sag bl.a. følgende om retten til sagsindsigt:

Adgangen til sagsindsigt antoges at omfatte alle de akter, der hørte til en sag, herunder referater, notater m.v., når de måtte anses for endeligt udformet. Kladder, udkast, skitser o.lign. ville således normalt ikke være undergivet sagsindsigt. Det afgørende var dog selvsagt ikke, om et dokument var betegnet som udkast, skitse eller lign., men om dokumentet havde opnået en sådan form, at det måtte betragtes som færdigt udarbejdet.

Når et dokument var forelagt for det politiske niveau (stående udvalg, borgmester m.fl.), måtte dokumentet anses for at have en så endelig karakter fra administrationens side, at ethvert kommunalbestyrelsesmedlem havde adgang til efter begæring over for borgmesteren at gennemse dokumentet. Det gjaldt uanset, om der havde været tale om en “officiel” forelæggelse, ligesom det var uden betydning, om der havde været (mulighed for) politisk stillingtagen til dokumentet.

Indenrigsministerens besvarelse den 22. juli 1986 af spørgsmål nr. S 740 stillet af et folketingsmedlem, 1. k., j. nr. 1986/1073/0100-4