Udtalt, at en kommunal myndighed som udgangspunkt alene er berettiget til at udbetale de økonomiske ydelser til kommunens ansatte, som kommunen er forpligtet til i henhold til de aftalte løn- og ansættelsesvilkår. Dette udgangspunkt kan fraviges dels i mindre betydeligere spørgsmål ud fra hensynet til de ansattes velfærd, dels i tilfælde hvor fravigelsen sker med henblik på at tjene arbejdsgiverens interesser.
Vedrørende en rabataftale med et creditcard firma, hvorefter kommuner og fælleskommunale virksomheder, som ønsker creditcards til sine medarbejdere, kun skal betale et reduceret årligt kontingent og intet indmeldelsesgebyr, udtalt, at kommunerne har en saglig interesse i at tilbyde ansatte med et stort rejsebehov et creditcard. Indenrigsministeriet finder således ikke, at det forhold, at de kommunalt ansatte også kan benytte creditcardet uden for tjenesten, kan tillægges en sådan vægt, at det kan tale imod aftalernes lovlighed. Det er dog en forudsætning, at kortene alene tilbydes ansatte med betydelig tjenesterejseaktivitet, og kommunerne ikke påtager sig nogen form for hæftelse i forholdet mellem den enkelte ansatte og kortudstederen.
Vedrørende rabataftaler med forskellige bilimportører – aftaler der også kan benyttes af kommunalt ansatte, som har tjenestekørsel i egen bil i betydeligt omfang - udtalt, at den interesse, som kommunerne kan have i, at ansatte med et stort tjenestekørselsbehov benytter egen bil, ikke kan begrunde, at en kommune i forbindelse med varetagelsen af kommunens egne interesser tillige varetager interesser for nogle af kommunens ansatte. Ministeriet har herved bl.a. lagt vægt på, at kommunernes interesse i, at nogle ansatte benytter egen bil til tjenestekørsel, tilgodeses ved generelle aftaler eller overenskomster - som gælder i alle kommuner - om kørselsgodtgørelse m.v. Indenrigsministeriet finder således ikke, at det vil være lovligt for kommuner eller kommunale virksomheder at tiltræde rabataftaler, hvorefter visse kommunalt ansatte kan få rabat ved køb af private biler.
Indenrigsministeriets skrivelse af 13. juni 1990 til en handelsstandsforening
- 2. k.kt. j.nr. 1988/1115-2