91.1.5. Om valg af fungerende borgmester, når der på det tidspunkt, viceborgmesteren får kendskab til borgmesterens forhindring, var en forventning om forhindringens varighed på mindst 2 timer

01-03-1991

En kommune havde forelagt Indenrigsministeriet et spørgsmål om, hvorvidt borgmesterens sygemelding skulle betragtes som værende under 1 måned eller sammenlagt 2,5 måned i henhold til § 15, stk. 5, i lov om kommunernes styrelse. Det fremgik af sagen, at borgmesteren den 14. januar 1991 havde meddelt, at vedkommende var sygemeldt frem til den 1. marts 1991. Stedfortræderen blev indkaldt, og viceborgmesteren fungerede som borgmester i borgmesterens sygefravær. Borgmesteren havde efterfølgende meddelt, at vedkommende var yderligere sygemeldt i en måned frem til den 1. april 1991.

Indenrigsministeriet oplyste, at efter § 15, stk. 5, i lov kommunernes styrelse skulle kommunalbestyrelsen, når stedfortræderen for kommunalbestyrelsens formand var indtrådt, og forhindringen havde en forventet varighed af mindst 2 måneder, vælge en fungerende formand.

Efter bestemmelsen i § 15, stk. 5, i lov om kommunernes styrelse skulle der således kun vælges en fungerende borgmester, når der på det tidspunkt, viceborgmesteren fik kendskab til borgmesterens forhindring, var en forventning om, at forhindringen ville have en varighed af mindst 2 måneder. Meddelelsen om, at borgmesteren ville være sygemeldt i yderligere i måned, medførte således ikke, at der skulle vælges en fungerende borgmester.

Indenrigsministeriets skrivelse af 1. marts 1991 til en kommune og et tilsynsråd
- 1.k.kt., j.nr. 1991/1070/1411-1