91.6.3. Om en ikke konkretiseret besparelse i budgetforslaget og kommunalbestyrelsens efterfølgende overførsel af besparelsen til en indtægtskonto

09-10-1991

1. Magistraten i Københavns Kommune havde i budgetforslaget for 1992 medtaget en
ikke konkretiseret besparelse på 100 mio. kr. Beløbet var placeret under Den Samlede
Magistrats konto 06.05. som en negativ driftsudgift. Magistraten havde endvidere
oplyst, at man i de generelle bemærkninger, der ledsagede budgetforslaget, havde tilkendegivet, at man agtede at nedsætte et embedsmandsudvalg med deltagelse fra alle
magistratsafdelinger, der skulle udarbejde et katalog over selektive indgreb, der
mindst kunne tilvejebringe besparelser på 100 mio. kr.


Indenrigsministeriet udtalte vejledende i et brev af 9. oktober 1991 til et medlem af
Borgerrepræsentationen, at det i ”Budget- og regnskabssystem for kommuner og
amtskommuner”, afsnit 5.2.6., er fastsat, at der i tilknytning til såvel budgetforslaget
som det vedtagne budget skal udarbejdes en bevillingsoversigt, hvoraf det klart fremgår, hvilke af budgettets poster den enkelte bevilling er knyttet til. Den enkelte bevilling skal således være entydigt defineret i forhold til kontoplanen samt ved den administrative enhed, bevillingen er givet til. Det følger umiddelbart heraf, at en eventuel
ikke konkretiseret besparelse i budgetforslaget henholdsvis det vedtagne budget på
entydig vis skal være henført til en bestemt bevilling.

Det fremgår endvidere af ”Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner”, afsnit 5.2.1., at det vedtagne budget skal være udtryk for det bedst mulige
skøn over det kommende års udgifter og indtægter. Der må således ikke på budgettet
forekomme poster, som savner en nærmere forklaring eller begrundelse, hvad enten
årsagen er tidsmæssige problemer, manglende kapacitet ved budgetlægningen, manglende enighed i kommunalbestyrelsen eller lignende. Budgettet skal med andre ord
være umiddelbart egnet til realisering, jf. ”Budget- og regnskabssystem for kommuner
og amtskommuner”, afsnit 5.2.1.

De anførte krav til budgettet gælder ligeledes for budgetforslaget. Dette skal ses i
sammenhæng med, at budgetforslaget bliver identisk med det vedtagne budget, medmindre der under kommunalbestyrelsens budgetbehandling vedtages ændringsforslag
til budgetforslaget.

Det fremgik ikke klart, hvorvidt den ikke konkretiserede besparelse på 100 mio. kr. var
henført til en bestemt bevilling i det af magistraten fremlagte budgetforslag for 1992.
Det var imidlertid oplyst, at man agtede at nedsætte et embedsmandsudvalg med deltagelse fra alle magistratsafdelinger, der skulle udarbejde et katalog over indgreb, der
kunne udmønte besparelsen på 100 mio. kr. Det måtte på denne baggrund formodes,
at udmøntningen af besparelsen ville berøre flere af de bevillinger, som afgives i forbindelse med vedtagelsen af kommunens budget.

Under henvisning hertil fandt Indenrigsministeriet i brevet af 9. oktober 1991, at det af
magistraten fremlagte budgetforslag ikke havde været i overensstemmelse med gældende budgetregler ved at indeholde en ikke konkretiseret besparelse på 100 mio. kr.,
som måtte antages at berøre flere bevillinger.

2. Københavns Magistrat oplyste herefter telefonisk den 10. oktober 1991, at man påtænkte at konkretisere besparelsen ved at placere den på funktion 0.05 Ubestemte
formål under ”Køb af salg af jord”. En placering på denne konto ville opfylde kravet
om specifikation af bevillingerne i budgetforslaget, og forudsat, at kommunen på budgetvedtagelsestidspunktet fandt denne indtægt realisabel, havde Indenrigsministeriet
herefter ikke grundlag for at foretage videre vedrørende spørgsmålet om specifikation
af budgetforslag og budget.

Budgettet blev vedtaget i overensstemmelse hermed.

3. Et medlem af Borgerrepræsentationen indbragte herefter sagen for Folketingets
Ombudsmand.


Indenrigsministeriet oplyste efterfølgende over for Folketingets Ombudsmand, at det
med placeringen af besparelsen på funktion 0.05 Ubestemte formål under ”Køb af salg
af jord” var forudsat af Borgerrepræsentationen, at der skulle tilvejebringes indtægter
på 100 mio. kr. gennem salg af jord. Medmindre der senere gennem (negative) tillægsbevillinger kunne opnås besparelser inden for andre områder, måtte kommunen herefter tilvejebringe indtægterne ved salg af jord i overensstemmelse med det vedtagne
budget.

Indenrigsministeriet fandt således, at der til budgetvedtagelsen var knyttet retsvirkninger, og at der ikke, som anført af klager, var tale om et fiktivt budget.

Folketingets Ombudsmand udtalte efterfølgende i brev af 5. april 1993, at det i et vist
omfang måtte bero på en skønsmæssig vurdering, om kravene om, at budgettet var
udtryk for det bedst mulige skøn over det kommende års udgifter og indtægter, og at
budgettet skulle være umiddelbart egnet til realisering, var opfyldt.

Efter de regler, der gælder for ombudsmandens virksomhed, er ombudsmanden afskåret fra at efterprøve sådanne skønsmæssige vurderinger, medmindre der foreligger
særlige forhold.

Sagen rummede den særlige omstændighed, at beløbet på 100 mio. kr. i forbindelse
med andenbehandlingen af årsbudgettet blev flyttet fra en negativ driftsudgift under
konto 6.05, Den Samlede Magistrat, til en indtægt under konto 0.05.3., Køb og salg af
jord, ubestemte formål. Endvidere nedsatte Borgerrepræsentationen i forbindelse med
vedtagelsen af årsbudgettet en særlig embedsmandsgruppe med henblik på at udarbejde et sparekatalog, således at Borgerrepræsentationen kunne nedsætte udgifterne i
budgetperioden med 100 mio. kr. og begrænse ejendomssalget med et tilsvarende
beløb. Disse omstændigheder kunne efter ombudsmandens opfattelse ikke danne
grundlag for, at der kunne rejses tvivl om, hvorvidt kommunen på tidspunktet for vedtagelsen af årsbudgettet fandt den nævnte indtægt under konto 0.05.03 realisabel. De
nævnte omstændigheder kunne heller ikke danne tilstrækkeligt grundlag for, at der
kunne rejses tvivl om, hvorvidt budgettet var udtryk for det bedst mulige skøn over
kommunens indtægter og udgifter.

Ombudsmanden foretog sig herefter ikke videre i sagen.

Indenrigsministeriets brev af 9. oktober 1991 til et medlem af Borgerrepræsentationen
- Økonomisk Afdeling, j.nr. 1991/1563/0100-01

Folketingets Ombudsmands brev af 5. april 1993 til et medlem af Borgerrepræsentationen
- j.nr. 1992-1856-410