92.3.1. Om produktion m.v. af legetøj i (amts)kommunalt regi.

07-01-1992

Udtalt, at produktion og videreudvikling af legetøj til brug i en (amts)kommunes egne institutioner lovligt vil kunne varetages af en (amts)kommune, men at det ikke er en (amts)kommunal opgave at fremstille og videreudvikle legetøj med henblik på salg, medmindre der foreligger lovhjemmel hertil. Dette gælder uanset, at legetøjet alene afsættes til offentlige eller halvoffentlige institutioner.
Endvidere udtalt på baggrund af en udtalelse fra Socialministeriet, at der efter bistandslovens § 91 er lovhjemmel til produktion, videreudvikling og salg af produkter i amtskommunale revalideringsinstitutioner under den forudsætning, at der ikke påføres andre virksomheder ublu konkurrence eller ydes tilskud til køberne.
Endelig udtalt, at en amtskommunal revalideringsvirksomhed herefter lovligt vil kunne erhverve rettighederne til produktion, videreudvikling og salg af legetøj til brug for arbejdet i revalideringsvirksomheden, men at det derimod ikke er en (amts)kommunal opgave at deltage i en fond med sådanne opgaver, da der ikke foreligger lovhjemmel hertil.

- 2. k.kt. j.nr. 1992/1122/561-1