92.3.6. Vedrørende samdriftsaftaler mellem kommuner og Post- og Telegrafvæsenet

04-12-1992

Udtalt generelt, at kommuner som udgangspunkt ikke kan indgå samarbejdsaftaler med Post- og Telegrafvæsenet om kommunal medvirken til udførelse af postforretninger, da der er tale om en statslig opgave.

Endvidere udtalt, at et eventuelt kommunalt ønske om at opretholde en statslig service for kommunens borgere ikke i sig selv kan antages at være tilstrækkeligt til at fravige nævnte udgangspunkt. Foreligger der derimod en situation, hvor en kommune får mulighed for at varetage en kommunal opgave mere hensigtsmæssigt ved at samarbejde med staten, må ovennævnte udgangspunkt dog antages at kunne fraviges, idet der i så fald foreligger en særlig kommunal interesse i en samarbejdsaftale.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse må det dog yderligere være en betingelse for at anse en sådan aftale for lovlig, at aftalen ikke indebærer ulovlige økonomiske bidrag fra kommunen til staten. De samlede udgifter i forbindelse med aftalens gennemførelse skal derfor fordeles mellem kommunen og staten i forhold til de kommunale og statslige opgavers andel af udgifterne.

Indenrigsministeriets skrivelse af 4. december 1992 til et tilsynsråd
- 2. k.kt. j.nr. 1992/1121/500-1