92.5.3. Spørgsmål om, hvilke hverv der udføres efter valg af kommunalbestyrelsen

01-09-1992

Udtalt, at i tilfælde, hvor udpegningskompetencen som udgangspunkt ligger hos andre - foreninger og organisationer m.v. - og hvor kommunalbestyrelsen blot udøver en "opmandsfunktion", dvs. udpeger medlemmer til et organ, når organisationerne ikke kan blive enige om at udpege det relevante antal medlemmer, betragtes hvervet ikke som udført efter valg af kommunalbestyrelsen, jf., § 16, stk. 3, 1 den kommunale styrelseslov.

Endvidere udtalt, at i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen skal vælge medlemmerne af et organ efter indstilling fra stedlige organisationer m.v., må det efter Indenrigsministeriets opfattelse tillægges afgørende betydning, om kommunalbestyrelsen er bundet af en indstilling fra den pågældende organisation m.v., eller om kommunalbestyrelsen har en reel valgmulighed ved udpegningen.

Derimod skal overvejelser om, hvilke interesser nævnsmedlemmer navnlig skal varetage, ikke spille nogen rolle for afgørelsen af diætspørgsmålet.

På denne baggrund udtalt, at hvervet som lokalradionævnsmedlem ikke betragtes som udført efter valg af kommunalbestyrelsen, da kompetencen til at udpege medlemmerne i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed som udgangspunkt ligger hos foreningerne og organisationerne. Kommunalbestyrelsen skal alene varetage en opmandsfunktion, hvis der ikke kan opnås enighed mellem de pågældende organisationer m.v. om udpegningen.

Der kan derfor ikke ydes diæter til medlemmerne af lokalradionævnet med hjemmel i styrelseslovens § 16, stk. 3.

Indenrigsministeriets skrivelse af 1. september 1992 til et generaldirektorat
- 4. k.kt. j.nr. 1992/1330-3