93.3.1. Om en kommunes opførelse af en stationsbygning til delvis brug for en virksomhed og om kommunens udførelse af jernbaneforretninger m.m. for en virksomhed

28-12-1993

Udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt en kommune kan opføre en stationsbygning til delvis brug for en virksomhed og udføre jernbaneforretninger m.m. for virksomheden, skal afgøres efter de almindelige retsgrundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse.

Endvidere udtalt, at kommuner som udgangspunkt ikke kan varetage eller yde økonomisk tilskud til varetagelsen af opgaver, som det efter lovgivningen udelukkende påhviler statslige myndigheder at løse, og at kommuner således som udgangspunkt heller ikke kan indgå samarbejdsaftaler med statslige institutioner om kommunal medvirken til udførelse af statslige opgaver.

Et kommunalt ønske om at opretholde en statslig service for kommunens borgere kan ikke i sig selv antages at være tilstrækkeligt til at fravige nævnte udgangspunkt.

Der kan dog være tilfælde, hvor en kommune får mulighed for, at varetage en kommunal opgave mere hensigtsmæssigt ved at samarbejde med staten; f.eks. ved samdrift af folkebiblioteker og postkontorer. Der kan i så fald foreligge en særlig kommunal interesse, der gør, at en kommune af den grund lovligt kan indgå en sam­arbejdsaftale med en statslig institution. En sådan aftale må dog ikke indebære, at kommunen yder økonomisk støtte til den statslige institution. De samlede udgifter skal således fordeles mellem kommunen og den statslige institution i forhold til de kommunale og statslige opgavers andel af udgifterne.

Endvidere antages det, at kommuner kan medvirke ved afholdelse af udgifter til statslige byggeprojekter, hvis der foreligger en særlig kommunal interesse vedrørende bygningens beliggenhed, udseende eller indretning. Det vil dog være en forudsætning for lovligheden af et sådan tilskud, at dette ikke overstiger de sam­lede merudgifter, som det statslige byggeprojekt påføres som føl­ge af det kommunale ønske.

I den konkrete sag fandt Indenrigsministeriet, at kommunen lov­ligt kunne opføre den omhandlede stationsbygning. Indenrigsministeriet lagde herved bl.a. til grund, at opførelsen af stationsbygningen - udover genetablering af en statslig servicefunktion - i væsentlig udstrækning ville tjene kommunale formål; tilveje­bringelsen af en arkitektonisk helhed i bymidten, tilvejebringelse af faciliteter for buspassagerer og etablering af offentlige toiletter. Ministeriet lagde endvidere til grund, at der ikke var tale om tilskud til virksomheden.

Kommunen kunne derimod ikke forestå salg af billetter m.v. for virksomheden. Ministeriet lagde herved vægt på, at kommunens udførelse af den omhandlede opgave ikke sås at sikre bedre muligheder for rationel løsning af en kommunal opgave. Denne del af samarbejdsaftalen bestod således udelukkende i, at kommunen påtog sig at ud­føre eller få udført en opgave for en statslig institution. Hertil kom, at den foreliggende aftales bestemmelser om virksomhedens honorering af kommunen ikke ville sikre, at kommunen ikke ydede tilskud til opgavens varetagelse.

Indenrigsministeriets brev af 28. december 1993 til en kommunal­bestyrelse
- 2. k.kt. j.nr. 1993/1121/499-1