Ved lov nr. 1132 af 22. december 1993 blev bistandsloven ændret, således at beboere på plejehjem, i § 112-institutioner (institutioner for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap og særlige plejehjem) m.v. skal betale for de ydelser, de modtager som led i opholdet. De ydelser, der tilbydes i plejehjem, § 112-institutioner, beskyttede boliger, forsorgshjem m.v., kan opdeles i henholdsvis ydelser, der er pligt til at modtage (bolig, el og varme), og andre ydelser, der ikke er pligt til at modtage.
Efter styrelseslovens § 41 a, som affattet ved lov nr. 286 af 27. april 1994, skal kommunalbestyrelsen fastsætte betalingen for benyttelse af henholdsvis sociale institutioner og sociale ordninger m.v., der tilbydes borgerne, medmindre betalingen er fastlagt i lovgivningen. Som eksempel på en social serviceordning, der er omfattet af delegationsforbudet i styrelseslovens § 41 a, er i bemærkningerne til lovbestemmelsen nævnt en ordning med madudbringning.
Udtalt, at ordene "betaling… for benyttelse af sociale institutioner" i styrelseslovens § 41 a omfatter tilfælde, hvor der er fastsat en takst for benyttelsen af den pågældende institution. Sidestillet hermed må efter Indenrigsministeriets opfattelse være tilfælde, hvor borgere, der ønsker at benytte en institution, ikke skal betale en takst, men i stedet har pligt til at modtage bestemte ydelser på institutionen mod betaling.
I disse tilfælde vil betalingsfastsættelsen være omfattet af delegationsforbudet i § 41 a, medmindre betalingen er eller må anses for at være fastlagt i lovgivningen, således at der i realiteten ikke tilkommer kommunalbestyrelsen noget skøn.
Den betaling, der fastsættes på grundlag af faktisk forbrug af ydelser, der tilbydes under institutionsopholdet, og dermed afhængigt af, hvilke ydelser den enkelte vælger at modtage på institutionen, er derimod ikke omfattet af § 41 a.
Socialministeriet havde over for Indenrigsministeriet oplyst, at der ikke efter Socialministeriets lovgivning gælder noget delegationsforbud med hensyn til takstfastsættelsen på dette område, og at alle afgørelser i forhold til enkeltpersoner om betaling for bolig, el og varme og andre ydelser kan indbringes for de sociale ankemyndigheder.
På denne baggrund redegjort for reglerne vedrørende betaling for bolig, el og varme samt for Indenrigsministeriets vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt der må antages at gælde et delegationsforbud for så vidt angår betalingsfastsættelsen.
Indenrigsministeriets brev af 1. februar 1995 til Socialministeriet
- 1. k.kt. j.nr. 1994/1011/15-23