95.1.7. Om indkaldelse af en stedfortræder for et fraværende medlem ved behandlingen af et dagsordenspunkt. Om den fornødne dokumentation for, at fraværet skyldes helbredsmæssige grund

12-12-1995

Indenrigsministeriet havde modtaget klager fra bl.a. et medlem af Borgerrepræsentation over, at der i Københavns Borgerrepræsentations møde den 30. november 1995 deltog en stedfortræder for et fraværende medlem ved behandlingen af et dagsordenspunkt. Der henvistes blandt andet til, at indkaldelse af stedfortræderen ikke skete fra mødets begyndelse, og at der ikke forelå lægeerklæring eller anden dokumentation for, at fraværet skyldtes helbredsmæssige grunde.

1) Efter § 15, stk. 1, 1. pkt., i den dagældende københavnske styrelseslov (der svarer til § 15, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunernes styrelse) gælder, at når et medlem på grund af sin helbredstilstand er forhindret i at deltage i et møde i Borgerrepræsentationen, kan de medlemmer, der er valgt på den pågældende kandidatliste, kræve stedfortræderen indkaldt til at deltage i mødet. Indenrigsministeriet udtalte, at der således ikke gælder en almindelig regel om indkaldelse af stedfortræder for et fraværende medlem af Borgerrepræsentationen, men der er adgang til at indkalde en stedfortræder, når et medlem på grund af sin helbredstilstand er forhindret i at deltage i et møde i kommunalbestyrelsen.

Det tilkommer de medlemmer, der er valgt på den pågældende kandidatliste ud fra en fri politisk vurdering at afgøre, om de ønsker stedfortræderens indkaldelse. I loven stilles ikke krav om, at begæring om stedfortræderens indkaldelse skal indgives inden eller ved mødets begyndelse. Det forhold, at stedfortræderen for det fraværende medlem først blev indkaldt efter mødets begyndelse, er således efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke ulovligt.

2) Når der fremsættes begæring om indkaldelse af en stedfortræder, skal Borgerrepræsentationen tage stilling til, om betingelserne for stedfortræderens indtræden er opfyldt, dvs, om medlemmet på grund af sin helbredstilstand er forhindret i at deltage i mødet, og om den indkaldte stedfortræder er rette stedfortræder og valgbar, jf. den dagældende københavnske styrelseslovs § 15, stk. 3 (der svarer til § 15, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse).

I forbindelse med behandlingen af det lovforslag, der lå til grund for bestemmelsen om stedfortræderindkaldelse ved sygdom i et enkelt møde, tilkendegav indenrigsministeren den 22. februar 1991 i besvarelsen af et spørgsmål fra Folketingets Kommunaludvalg bl.a. følgende: 

“Efter forslaget er det ikke en betingelse, at der foreligger en lægeerklæring. Et krav herom ville betyde, at det ved et medlems sygdom, der indtræffer på mødedagen, ville være praktisk umuligt at få indkaldt stedfortræderen, idet der normalt ikke ville kunne forelægges kommunalbestyrelsen en lægeerklæring.”

Som udgangspunkt må Borgerrepræsentationen derfor være henvist til at lægge medlemmets egne oplysninger om forfald på grund af sygdom til grund, medmindre der foreligger omstændigheder, der kan give anledning til tvivl herom. Borgerrepræsentationens vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt et medlem er forhindret i at deltage i et møde på grund af sygdom, må ske på baggrund af de oplysninger, der foreligger på afgørelsestidspunktet.

Det fremgår af båndudskriften fra det pågældende møde, at Borgerrepræsentationens formand over for Borgerrepræsentationen oplyste, at det pågældende medlem var sygemeldt. Efter Indenrigsministeriets opfattelse har Borgerrepræsentationen været berettiget til at lægge denne oplysning om sygdom til grund for sin vurdering, da der ikke forelå oplysninger, som kunne give anledning til tvivl herom. Det forhold, at der efter mødet er fremkommet yderligere oplysninger, har således ikke nogen betydning.

Ministeriet må i øvrigt lægge til grund, at det medlem af Borgerrepræsentationen, der havde klaget til ministeriet, protesterede, da formanden spurgte, om Borgerrepræsentationen kunne tilslutte sig indkaldelse af stedfortræderen. Det pågældende medlem har med sin protest tilkendegivet, at hun ikke kunne tiltræde beslutningen om stedfortræderens indtræden.

På denne baggrund burde der efter Indenrigsministeriets opfattelse enten være foretaget en tilførsel til beslutningsprotokollen om protesten eller være foranstaltet en afstemning. Ministeriet måtte dog lægge til grund, at den skete fejl ikke havde været af betydning for beslutningen om stedfortræderens indtræden.

3) Ud over stillingtagen til, om det fraværende medlem har forfald på grund af sygdom, skal Borgerrepræsentationen som ovenfor anført endvidere foretage en prøvelse af, om stedfortræderen er rette stedfortræder og valgbar. Rette stedfortræder er den, der ifølge valgopgørelsen står øverst på stedfortræderlisten for den pågældende kandidatliste. En stedfortræder må antages at være valgbar, hvis stedfortræderen fortsat har bopæl i kommunen.

Det fremgår af båndudskriften, at det ikke blev oplyst over for Borgerrepræsentationen, hvem der var indkaldt som stedfortræder for det fraværende medlem. Borgerrepræsentationen har således ikke som krævet efter styrelseslovens § 15, stk. 3, kunnet tage stilling til, om stedfortræderen for det fraværende medlem var rette stedfortræder og valgbar. Denne efterprøvelse skal foretages i forbindelse med Borgerrepræsentationens beslutning om stedfortræderens indtræden. På grundlag af de af Indenrigsministeriet telefonisk indhentede oplysninger fra Københavns Kommune må ministeriet imidlertid lægge til grund, at stedfortræderen for det fraværende medlem var rette stedfortræder og valgbar.

4) Ministeriet henledte endvidere Borgerrepræsentationens opmærksomhed på, at hvervet som medlem af Borgerrepræsentationen er et borgerligt ombud. Medlemmerne har derfor pligt til at varetage hvervet i funktionsperioden. Der gælder som følge heraf en mødepligt for medlemmerne. Et medlem kan dog være forhindret i at møde på grund af en lovlig forfaldsgrund, f.eks. sygdom, arbejde, forretninger o.lign. Et medlem kan derimod ikke efter loven anses for at være forhindret i at varetage sit hverv på grund af en indgået clearingsaftale, og en udeblivelse som følge heraf kan derfor ikke betragtes som lovligt forfald. Når clearingsaftaler er lovlige for folketingsmedlemmer, skyldes det, at der ikke i Folketinget er mødepligt.