Udtalt, at det i henhold til de almindelige offentligretlige retsgrundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse ikke er en kommunal opgave at drive handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed - hverken i forhold til andre offentlige myndigheder eller i forhold til private.
Det er således som udgangspunkt ikke en kommunal opgave at udføre slamsuger- og spulerarbejder for private.
Hertil udtalt, at det dog er fast antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis, at en kommune - for at undgå værdispild - lovligt kan afsætte eventuelle biprodukter fra kommunal virksomhed, samt i et vist omfang udnytte overkapacitet og således varetage opgaver, der normalt ikke er kommunale.
Efter de kommunale tilsynsmyndigheders praksis stilles der visse betingelser for udnyttelse af overkapacitet.
Det er således bl.a. en betingelse, at den pågældende kommunale aktivitet ikke er dimensioneret med det formål at opnå mulighed for at varetage opgaver, der normalt ikke er kommunale, samt at overkapaciteten af hensyn til løsningen af den kommunale opgave ikke kan afskaffes.
Der indgår endvidere som element i tilsynsmyndighedernes afgørelse en vurdering af, om opgaven i øvrigt varetages på rimelig måde af private erhvervsdrivende.
Udtalt, at der efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke foreligger grundlag for sikre antagelser af, hvor langt kommuners adgang til at udføre opgaver for andre - ud fra overkapacitetssynspunkter - kan udstrækkes.
I den konkrete sag er ministeriet dog mest tilbøjelig til at mene, at en kommunes udførelse af slamsuger og spulerarbejder er lovlig ud fra overkapacitetssynspunkter.
Der er herved navnlig lagt vægt på, at både slamsugerens og spulervognens kapacitet er fastsat ud fra behovet i forbindelse med kommunens løsning af opgaver i tilknytning til det offentlige kloaknet m.v., at kapaciteten ikke vil kunne nedbringes ved at undlade at udføre opgaverne for private kunder, samt at der ikke er grundlag for at antage, at kommunen opretholder en kapacitet, der er større end nødvendig af hensyn til løsning af de kommunale opgaver.
Endvidere udtalt, at en kommune generelt dels er forpligtet til at handle økonomisk forsvarligt i alle dispositioner, dels ikke uden lovhjemmel må yde støtte til enkeltpersoner, samt at en kommune ikke må påføre private en urimelig konkurrence.
Hertil udtalt, at en kommune således må foretage en prisfastsættelse ud fra almindelige forretningsprincipper, hvorved forstås, at kommunen mindst skal have dækning for samtlige de omkostninger, der er forbundet med opgavevaretagelsen. Omkostningernes størrelse skal beregnes så realistisk som muligt. Dette indebærer, at beregningen ikke må ske på grundlag af oplysninger, der ikke længere er aktuelle, og som medfører, at der fastsættes priser, der er lavere end det, anvendelsen af aktuelle oplysninger ville medføre. Der skal således med regelmæssige mellemrum foretages de prisjusteringer, ændringer i omkostningsgrundlaget giver anledning til.
Prisen skal endvidere fastsættes, så den mindst svarer til markedsprisen for den pågældende vare eller tjenesteydelse.
Endelig udtalt, at det forhold, at aftagere af kommunale ydelser, der sælges ud fra overkapacitetssynspunktet, i en vis forstand måske kan hævdes at have betalt for udførelse af den kommunale hovedopgave - og dermed også til det materiel m.v., der anvendes til levering af de omhandlede ydelser - efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke fritager kommunen fra ved prisfastsættelsen at medregne beløb til forrentning og afskrivning af det pågældende materiel.
Indenrigsministeriets brev af 30. juni 1995 til en privat organisation
- 2. k.kt. j.nr. 1992/1124/537-1