96.2.2. Om inhabilitet i bestyrelsen for et kommunalt fællesskab i forbindelse med bestyrelsens behandling af en retssag om påbud efter miljøbeskyttelsesloven

18-01-1996

Udtalt, at fire bestyrelsesmedlemmer, der var udpeget af et amtsråd til bestyrelsen for et kommunalt fællesskab, ikke kunne antages at være inhabile i medfør af forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5, ved bestyrelsens behandling af spørgsmål vedrørende en af det kommunale fællesskab mod amtskommunen anlagt retssag om gyldigheden af et af amtskommunen meddelt påbud om fjernelse af deponeret materiale.

Generelt udtalt, at medlemmer af de styrende organer i kommunale fællesskaber er udpeget som repræsentanter for kommunalbestyrelsen med henblik på at varetage deres kommunes interesser i det pågældende kommunale fællesskab og er i denne egenskab underlagt kommunalbestyrelsens instruktionsbeføjelse. Der henvises herved til Preben Espersen m.fl., Lov om kommunernes styrelse med kommentarer (1991), side 208.

Det forhold, at den kommune, et medlem er indvalgt af, har en særlig interesse i udfaldet af en sag, kan ikke i sig selv antages at gøre det pågældende kommunalbestyrelsesmedlem inhabilt i det kommunale fællesskab, jf. herved Preben Espersen, Beslutning og samtykke (1974), side 198.

På tilsvarende måde antages det, at et kommunalbestyrelsesmedlem, der er udpeget af kommunalbestyrelsen for at repræsentere denne i ledelsen af en forening, en fond eller en selvejende institution, ikke vil være inhabilt ved kommunalbestyrelsens behandling af sager vedrørende foreningen m.v. i de tilfælde, hvor det pågældende medlem er udpeget med henblik på at varetage kommunalbestyrelsens interesser. Der henvises til Preben Espersen m.fl., Lov om kommunernes styrelse med kommentarer (1991), side 77.

Baggrunden for disse antagelser er, at der er sammenfald mellem de interesser, det pågældende medlem skal varetage i henholdsvis kommunalbestyrelsen og det kommunale fællesskab, foreningen, fonden m.v. Den interessekonflikt, der er baggrunden for inhabilitet, foreligger således ikke.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse må de her anførte synspunkter vedrørende kommunale fællesskaber og foreninger m.v. dog modificeres i en række tilfælde. Dette gælder bl.a. behandlingen af sager vedrørende privatretlige dispositioner mellem det kommunale fællesskab eller foreningen m.v. og den kommune, hvis kommunalbestyrelse har udpeget den pågældende. Ved sådanne dispositioner vil der normalt ikke kunne foreligge interessesammenfald, og begrundelsen for, at der ikke opstår inhabilitet, vil således ikke være opfyldt.

I den foreliggende sag var der tale om det kommunale fællesskabs bestyrelses behandling af og stillingtagen til den verserende retssag om gyldigheden af et påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 1.

Retssagen vedrørte således et rent offentligretligt spørgsmål. Såfremt der tillige blev nedlagt påstand om, at amtskommunen skulle erstatte de med påbuddet forbundne udgifter til personale og rådgivning, ville der være tale om et krav, der var helt afhængig af og underordnet i forhold til det offentligretlige spørgsmål.

Udtalt, at Indenrigsministeriet på denne baggrund ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at forlade det principielle udgangspunkt og derfor var mest tilbøjelig til at antage, at der ikke forelå inhabilitet for amtskommunens medlemmer af det kommunale fællesskabs bestyrelse ved bestyrelsens behandling af spørgsmål vedrørende den anlagte retssag.

Indenrigsministeriets brev af 18. januar 1996 til et kommunalt fællesskab
- 4. k.kt. j.nr. 1995/122/025-8