96.3.4. Om kommunal servicering af brandslukningsudstyr over for privat virksomhed

12-03-1996

Generelt udtalt, at en kommune efter almindelige kommunalretlige grundsætninger lovligt kan varetage brandforebyggende og -begrænsende opgaver, når der foreligger en kommunal interesse heri. Kommunen må dog ikke have til formål at opnå fortjeneste ved aktiviteten.

Udtalt, at en kommunes instruktion af medarbejderne på en privat virksomhed i brandslukningsmateriel først og fremmest må antages at have et brandforebyggende formål. Instuktionen har derfor været og er fortsat lovlig. Det er dog en forudsætning, at kommunen ikke har til formål at opnå overskud ved aktiviteten.

Om kommunens indgåelse af aftale med en virksomhed om mod betaling at udføre kontrol med virksomhedens brandslukningsmateriel udtalt, at der i beredskabslovgivningen ikke er hjemmel til, at en kommune kan opkræve betaling for at udføre kontrol med brandslukningsmateriel, som kommunen har pligt til at udføre. Hertil udtalt, at kommunen ikke lovligt har kunnet aftale eftersyn af brandslukningsmateriel mod betaling, idet det må antages, at der i forbindelse med sådanne eftersyn træffes afgørelse efter beredskabslovgivningens bestemmelser om brandsyn. Dette må formentlig gælde, uanset om de aftalte eftersyn måtte være et supplement til det brandsyn, som kommunen efter beredskabslovgivningen som minimum skal foretage på virksomheden.

Endvidere udtalt, at i vurderingen af, om kommunen lovligt har kunnet indgå aftale med virksomheden om opfyldning og reparation af virksomhedens brandslukningsmateriel, indgår, hvorvidt en sådan opgavevaretagelse vil kunne forenes med kommunens udøvelse af brandtilsyn efter beredskabslovgivningen. Da kommunens aftale med virksomheden indebærer en risiko for, at kommunen ved udøvelse af brandtilsynet med virksomheden påvirkes af, at kommunen som kontraktspart kan have en økonomisk interesse i de afgørelser, kommunen som tilsynsmyndighed træffer, har kommunen ikke lovligt kunnet indgå aftale om opfyldning og reparation af virksomhedens brandslukningsmateriel.

Med hensyn til salg og udlejning af brandslukningsmateriel udtalt, at der efter ministeriets opfattelse ikke foreligger særlige forhold, som kan begrunde en fravigelse fra udgangspunktet om, at kommuner ikke uden lovhjemmel kan drive erhvervsvirksomhed.

Indenrigsministeriets brev af 12. marts 1996 til en kommunalbestyrelse
- 2. k.kt. j.nr. 1994/1124/600-1