96.8.6. Om kommuners anvendelse af finansielle instrumenter

06-09-1996

På forespørgsel fra en bank om oplysning om, i hvilket omfang kommunerne har adgang til at anvende finansielle instrumenter, så som REPO-aftaler, renteterminsforretninger, valuta- og renteoptionsforretninger m.v., udtalte ministeriet, at der vedrørende kommuners adgang til at anvende finansielle instrumenter i forbindelse med låntagning kunne henvises til en række nærmere angivne regler i lånebekendtgørelsen herom.

Med hensyn til kommuners adgang til at anvende finansielle instrumenter i forbindelse med placering af likvide midler havde Civilretsdirektoratet oplyst, at der ikke i reglerne om anbringelse af fondes midler i obligationer og investeringsbeviser var fastsat bestemmelser om anvendelse af finansielle instrumenter, at bekendtgørelsen betragtedes som udtømmende, og at fonde derfor ikke ville kunne anvende finansielle instrumenter i forbindelse med anbringelse af midler. På denne baggrund var det ministeriets opfattelse, at kommuner ikke lovligt kunne anvende de omhandlede finansielle instrumenter i forbindelse med anbringelse af midler, jf. § 44 i lov om kommunernes styrelse.

Det bemærkedes endvidere, at det er forudsat i den kommunale styrelseslov, at kommunens midler forefindes i dansk valuta. Dog kan en kommune i forbindelse med afviklingen af konkrete forretningsmæssige eller økonomiske dispositioner lovligt overføre skyldige beløb til en konto i fremmed valuta, forudsat at kontoen oprettes i den valuta, betalingen vedrører, og at der ikke indsættes større beløb, end der skal anvendes ved afviklingen af den pågældende betalingsforpligtelse.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at det ikke er en kommunal opgave at foretage handel med valuta alene med det formål at skaffe kommunen en kurs- og/eller rentegevinst. En kommune vil således alene kunne anvende finansielle instrumenter i det omfang, anvendelsen heraf tjener et kommunalt formål og har en direkte sammenhæng med en konkret kommunal disposition af økonomisk eller forretningsmæssig karakter, dvs. med det formål at afdække en økonomisk risiko i forbindelse med den pågældende disposition.

Indenrigsministeriets brev af 6. september 1996 til en bank
- 1.k.kt., j.nr. 1995/1019-34