97.8.6. Om annullation af en kommunes beslutning om, at der for de yngste børn i institutionen betales en højere vuggestuetakst

18-12-1997

En kommune havde indbragt et tilsynsråds afgørelse om at sætte kommunens beslutning vedrørende fastsættelse af takster for dagtilbud ud af kraft i medfør af den dagældende bestemmelse i § 61, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse (ændret til § 50 a i lov om kommunernes styrelse ved lov nr. 381 af 28. maj 2003).

Indenrigsministeriet stadfæstede tilsynets afgørelse.

Indenrigsministeriet havde forstået ordningen således, at der var den sammenhæng mellem alder og betaling, at der for de 20 yngste børn i institutionen betaltes den højere vuggestuetakst, mens der for de 16 ældste betaltes den lavere børnehavetakst. Overgangen fra den ene sats til den anden var imidlertid ikke primært knyttet til barnets alder, men afgangen af (andre) børn fra institutionen, så der opstod ledige pladser i den gruppe, der takstmæssigt ansås som børnehavepladser.

Ministeriet fandt i lighed med tilsynsrådet ikke, at et sådant system kunne anses som baseret på et alderskriterium i overensstemmelse med bekendtgørelsen. Det afgørende for taksten var således ikke barnets alder, men alderssammensætningen på det givne tidspunkt, dvs. ikke noget absolut, men noget relativt, der tillige ikke var tilsvarende forudsigeligt.

Dette bestyrkedes tillige ved en vurdering af sagen på grundlag af den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, hvorefter væsentligt lige forhold skulle behandles lige i retlig henseende. Det fulgte heraf, at de kriterier, der forskelshandledes efter, skulle være saglige og relevante i forhold til den afgørelse, der blev truffet, og dermed i forhold til den retlige sammenhæng.

Med det af kommunen etablerede system afhang overgangen fra den ene sats til den anden af omstændigheder, som var helt tilfældige i forhold til det enkelte barn. Endvidere ville varigheden af den periode, hvor der skulle betales den højeste sats, variere, ligesom der for to helt jævnaldrende børn ville kunne være tale om betaling efter forskellige takster, uden at der i den forbindelse blev tale om nogen forskel i de ydelser, som børnene modtog.

Denne forskelsbehandling kunne efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke begrundes i forhold til de gældende regler, og ordningen var derfor efter ministeriets opfattelse tillige uforenelig med den almindelige lighedsgrundsætning.

Indenrigsministeriet fandt på den baggrund, at det var ulovligt at fastsætte forældrebetalingen i institutionen på den omhandlede måde.

Indenrigsministeriet fandt tillige, at ulovligheden var så klar, at der havde været grundlag for i medfør af den dagældende bestemmelse i § 61, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse at sætte beslutningen ud af kraft.

Indenrigsministeriets brev af 18. december 1997 til en kommune
- 4.k.kt., j. nr. 1995/1220/743-6

Brev af 13. september 1995 fra et tilsynsråd til en kommune
- statsamtets j. nr. 1994-951/191