Den pågældende var ikke medlem af byrådet, men var af byrådet valgt til bestyrelsen for en produktionsskole. Den pågældende var efterfølgende valgt som bestyrelsesformand for skolen.
Udtalt, at kommunernes pligt til at yde befordringsgodtgørelse til kommunalbestyrelsesmedlemmer efter § 16, stk. 10, i lov om kommunernes styrelse, har sammenhæng med den mødepligt, der følger af det borgerlige ombud. Kommunens pligt kan dermed i et vist omfang bero på en skønsmæssig vurdering.
Under hensyn til størrelsen af transportudgifterne må det efter Indenrigsministeriets opfattelse tilsvarende antages, at der ved varetagelse af et kommunalt hverv, der ikke er et borgerligt ombud, ikke er krav på befordringsgodtgørelse, når der er tale om en betydelig afstand mellem mødestedet og vedkommendes arbejdssted.
Derimod kan kommunalbestyrelsen efter ministeriets opfattelse ikke i sådanne tilfælde antages at være afskåret fra at træffe beslutning om at yde befordringsgodtgørelse til et ikke-kommunalbestyrelsesmedlem ved varetagelse af et kommunalt hverv. Kommunen kan således have en interesse i, at en bestemt person varetager – eller ved fraflytning m.v. fortsat varetager – et kommunalt hverv, uanset afstanden mellem mødestedet og vedkommendes bopæl eller arbejdssted.
I den konkrete sag havde kommunen efter Indenrigsministeriets opfattelse således ret, men ikke pligt, til at yde befordringsgodtgørelse, når den pågældende for at deltage i møder i produktionsskolens bestyrelse rejser fra København til Skive.
Endvidere udtalt, at det forhold, at møderne afholdes i forbindelse med weeken-der, ikke i sig selv medfører, at kommunen er afskåret fra at dække den pågældendes transportudgifter. Det afgørende er, om der er en sådan sammenhæng mellem mødedeltagelse og transportudgifterne, at udgifterne ikke ville have været afholdt, hvis medlemmet ikke skulle have deltaget i et møde i bestyrelsen.
Indenrigsministeriets brev af 1. april 1998 til en borger
– 4. k.kt. j.nr. 1997/1342/779-1