99.2.1. Om inhabilitet efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1 og 5, for kommunalbestyrelsesmedlemmer, der er ansat i den kommunale forvaltning, i forbindelse med et byråds behandling af en kommunes årsbudget under et af byrådet afholdt budgetseminar

07-12-1999

Udtalt, at for så vidt angår afgørelser af generel karakter vil der i almindelighed ikke være samme behov for at antage speciel inhabilitet som i forhold til konkrete afgørelser. Jo mere generel en sag er, desto mere særlig og direkte må et kommunalbestyrelsesmedlems interesse i sagens udfald være, for at der kan antages at foreligge inhabilitet.

Ved vurderingen af, hvorvidt et kommunalbestyrelsesmedlem er inhabilt i en sag af generel karakter, må der således foretages en nærmere vurdering af, om der foreligger en sådan helt særlig interesse af et væsentligt omfang, som må anses for uvedkommende, og som ud fra en generel vurdering vil kunne påvirke den pågældendes stillingtagen i sagen.

Et forslag til en kommunes årsbudget regulerer samtlige kommunens aktiviteter, og der vil derfor som følge af årsbudgettets karakter kun undtagelsesvist kunne foreligge tilfælde, hvor et kommunalbestyrelsesmedlem har en sådan særlig interesse i budgetforslaget, at den pågældende vil være inhabil ved behandlingen heraf.

Selv om budgetforslaget behandles som én sag og derfor må betragtes som en helhed, kan et medlem dog være inhabilt ved behandlingen af enkelte dele af budgetforslaget, såfremt disse gøres til genstand for særskilt (forhandling og) afstemning. I de kommunale tilsynsmyndigheders praksis er det således antaget, at et medlem ved 2. behandlingen af et budgetforslag kan være inhabilt i forbindelse med kommunalbestyrelsens forhandling og afstemning om ændringsforslag, som det pågældende medlem har en særlig interesse i.

I den konkrete sag var spørgsmålet, hvorvidt et kommunalbestyrelsesmedlem, der var ansat i kommunen som afdelingsleder i socialforvaltningen, var inhabilt i forbindelse med kommunalbestyrelsens behandling af socialudvalgets budgetforslag for 1999 for hovedkonto 05 under et af kommunalbestyrelsen afholdt budgetseminar. Det pågældende kommunalbestyrelsesmedlem havde udarbejdet udkastet til budgetforslag for hovedkonto 05 og forelagt budgetudkastet i både social- og økonomiudvalget.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse måtte en stillingtagen til, hvorvidt kommunalbestyrelsesmedlemmet som følge af inhabilitet var afskåret fra at deltage i budgetseminaret bero på, hvorvidt kommunalbestyrelsesmedlemmet kunne anses for at være inhabilt i forhold til kommunalbestyrelsens behandling af årsbudgettet.

Det kan ikke i sig selv anses for tilstrækkeligt til at statuere inhabilitet på grund af ”særlig personlig interesse”, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, at en sag vedrører den forvaltningsgren eller den institution, hvor den pågældende er ansat, eller at den pågældende må antages at have en almindelig faglig eller fagpolitisk interesse i sagen.

En kommunalt ansat, der afgiver indstilling i en sag til en kommunalbestyrelse, som han er medlem af, er imidlertid i den situation, at han afgiver indstilling til sig selv. Han vil samtidig over for kommunalbestyrelsen være tjenstlig ansvarlig for indstillingen og vil typisk selv skulle stå for opfølgningen af kommunalbestyrelsens beslutning.

Såfremt det pågældende kommunalbestyrelsesmedlem deltager i kommunalbestyrelsens behandling af sagen, vil der efter Indenrigsministeriets opfattelse generelt være grund til at antage, at han vil være påvirket af den holdning, han tidligere har indtaget som kommunalt ansat, og dermed ikke være uhildet i sin stillingtagen som kommunalbestyrelsesmedlem. Der vil derfor i sådanne tilfælde ofte foreligge omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om den pågældende upartiskhed, således at den pågældende må antages at være inhabil efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5.

Uanset, at der herved på baggrund af kommunalbestyrelsesmedlemmets afgivelse af indstilling vedrørende hovedkonto 05 forelå en inhabilitetsbegrundende interesse i forhold til denne konto, fandt Indenrigsministeriet imidlertid ikke, at den pågældende på dette grundlag havde haft en sådan ganske særlig og væsentlig interesse i kommunens årsbudget, at han i medfør af forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5, måtte antages at være inhabil i forbindelse med kommunalbestyrelsens behandling af budgetforslaget i sin helhed.

Indenrigsministeriet lagde i denne forbindelse vægt på, at kommunalbestyrelsesmedlemmets interesse i sagens udfald som følge af dennes deltagelse i udarbejdelsen af forslaget til årsbudgettet for så vidt angik hovedkonto 05 – uanset denne interesse gjorde sig gældende i forhold til en væsentlig del af det samlede årsbudget – efter ministeriets opfattelse ikke kunne anses for at være af en sådan styrke, at denne interessekollision i almindelighed ville være egnet til at skabe tvivl om, hvorvidt kommunalbestyrelsesmedlemmet på upartisk måde ville kunne tage stilling til budgetforslaget i sin helhed.

Endvidere udtalt, at ved kommunalbestyrelsens 1. behandling af budgetforslaget undergives budgetforslaget behandling i sin helhed, og der kan ikke i forbindelse hermed træffes afgørelse om enkelte dele af budgetforslaget. Det samme gælder ved det af kommunalbestyrelsen afholdte budgetseminar. På den baggrund kunne det forhold, at der ved behandlingen af budgetforslaget på budgetseminaret havde været særskilt drøftelse af de enkelte områder eller konti, ikke efter Indenrigsministeriets opfattelse bevirke, at der i forhold til disse dele af det samlede budgetforslag, der er til forhandling, skulle foretages en særskilt habilitetsvurdering.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse havde der således ikke været det fornødne grundlag for at anse kommunalbestyrelsesmedlemmet for inhabilt ved behandlingen af dele af budgetforslaget på budgetseminariet.

Indenrigsministeriets brev af 7. december 1999 til et kommunalbestyrelsesmedlem
– 4. k.kt. j.nr. 1999/1220/601-1