Udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt en amtskommune kan etablere et samarbejde med én eller flere kommuner i amtet om indkøb af hjælpemidler, som kommunerne skal yde støtte til i medfør af kapitel 19 i lov om social service, ikke er reguleret i den skrevne lovgivning. Spørgsmålet skal derfor afgøres efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om amtskommuners opgavevaretagelse.
Det er antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis og i den juridiske litteratur, at en amtskommune efter sådanne retsgrundsætninger som udgangspunkt ikke kan drive handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed, medmindre der foreligger lovhjemmel hertil.
Dette udgangspunkt fraviges dog for så vidt angår produktion til eget brug, idet det antages, at amtskommuner har en almindelig adgang til at forsyne sig med varer og tjenesteydelser i det omfang, amtskommunen finder, at den herved bedst kan varetage sin forpligtelse til at udnytte de amtskommunale ressourcer forsvarligt.
Endvidere udtalt, at det er antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis og den juridiske litteratur, at amtskommuner efter de nævnte grundsætninger kan varetage opgaver, der er begrundet i hensynet til folkesundheden.
Det antages videre efter de nævnte grundsætninger, at amtskommuner har en generel forpligtelse til at handle økonomisk forsvarligt.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt en amtskommune kan indkøbe hjælpemidler med henblik på videresalg til kommunerne i amtet, bemærkede Indenrigsministeriet, at det som ovenfor nævnt som udgangspunkt ikke antages at være en amtskommunal opgave at drive handel.
Det følger imidlertid af lov om social service, at en amtskommune er forpligtet til at refundere 50 % af de udgifter, som kommunerne har til hjælpemidler til personer under 67 år, jf. lovens § 131, stk. 4. Dette indebærer efter Indenrigsministeriets opfattelse, at en amtskommune ved at etablere en indkøbsordning, hvorefter amtskommunen på vegne af kommunerne i amtet indkøber hjælpemidler omfattet af § 131, stk. 4, jf. kapitel 19 i lov om social service, i et vist omfang vil kunne nedsætte amtskommunens udgifter til de pågældende kommuners indkøb af de omhandlede hjælpemidler i det omfang, de ydes til personer under 67 år.
I den konkrete sag havde Indenrigsministeriets fået oplyst, at baggrunden for den foreslåede indkøbs- og distributionsordning blandt andet var at sikre en ensartet betjening af borgerne i amtet på det sundhedsmæssige område. Anvendelsen af samme produkttyper i amtet og kommunerne ville kunne styrke samarbejdet i forbindelse med genoptræningsprogrammer m.v., ligesom ordningen ville kunne forbedre rådgivningen fra lægerne på de amtskommunale sygehuse til kommunerne om, hvilke produkter der burde anvendes til patienter, der udskrives fra de amtskommunale sygehuse. Indenrigsministeriet lagde derfor til grund, at amtskommunen varetog et sundhedsfremmende formål ved videresalg af de omhandlede hjælpemidler til kommunerne, herunder til brug for personer under 67 år, jf. § 131, stk. 3, i lov om social service.
Det var på den baggrund Indenrigsministeriets opfattelse, at amtskommunen måtte antages at have en sådan interesse heri, at amtskommunen lovligt kunne indkøbe og videresælge de omhandlede hjælpemidler til kommunerne i amtet. Indenrigsministeriet bemærkede dog, at det måtte antages at være en forudsætning for indkøbsordningens lovlighed, at amtskommunen fastsatte sine priser for de omhandlede hjælpemidler således, at de svarede til kostprisen, dvs. indkøbsprisen med tillæg af et rimeligt dækningsbidrag til forrentning og afskrivning af anlægsinvesteringer. Indenrigsministeriet henviste herved til, at udgiftsfordelingen mellem amtskommunen og kommunerne vedrørende udgifter til hjælpemidler omfattet af kapitel 19 i lov om social service måtte antages at være udtømmende reguleret i lovens § 131, stk. 3 og 4. Afregningen i forbindelse med indkøb og videresalg af hjælpemidlerne måtte endvidere finde sted på en sådan måde, at reglerne om udgiftsfordelingen mellem amtskommunen og kommunerne blev overholdt.
I den konkrete sag havde amtskommunen tillige anmodet Indenrigsministeriet om at tage stilling til, hvorvidt leverandørerne kunne oprette et lager på sygehuset mod dækning af sygehusets omkostninger herved, hvorefter kommunerne kunne rekvirere sygeplejeartikler fra lageret. Indenrigsministeriet bemærkede til dette, at det som udgangspunkt ikke var en amtskommunal opgave at drive erhvervsvirksomhed. Ministeriet fandt ikke, at der forelå sådanne omstændigheder i den konkrete sag, at det kunne føre til en fravigelse af udgangspunktet om, at amtskommuner ikke kan drive erhvervsvirksomhed.
Indenrigsministeriets brev af 14. juni 1999 til et amtsråd
– 2. k.kt. j. nr. 1997/1115/065-1