99.4.1. Om valg af andre end kommunalbestyrelsesmedlemmer til bestyrelsen for et kommunalt fællesskab

02-07-1999

Udtalt, at det ikke vil være i strid med lovgivningen, at der i bestyrelsen for et kommunalt fællesskab indvælges andre end kommunalbestyrelsesmedlemmer. Det er dog en forudsætning herfor, at kommunalbestyrelsen har instruktionsbeføjelse over for de repræsentanter, der udpeges til bestyrelsen for det kommunale fællesskab, uanset at disse ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen. Baggrunden herfor er, at kommunalbestyrelsen – ved instruktion af kommunens repræsentanter i det kommunale fællesskab – skal kunne bestemme, hvorledes kommunalbestyrelsen ønsker kommunens interesser varetaget i fællesskabsorganet.

Endvidere udtalt, at kommunalbestyrelsen ikke vil have instruktionsbeføjelse over for medlemmer af bestyrelsen for et kommunalt fællesskab i tilfælde, hvor de pågældende medlemmer vælges direkte af andre end de deltagende kommunalbestyrelser.

Indenrigsministeriet kunne på denne baggrund ikke godkende en bestemmelse i vedtægterne for det kommunale fællesskab, hvorefter bestyrelsen bl.a. skulle bestå af en repræsentant for det kommunale fællesskabs personale, valgt blandt det kommunale fællesskabs ansatte, og en repræsentant for det kommunale fællesskabs brugere, valgt efter retningslinjer fastsat af fællesskabets bestyrelse. Indenrigsministeriet kunne derimod godkende, at medarbejderrepræsentanten og brugerrepræsentanten deltog som observatører med taleret, men uden stemmeret, ved møder i bestyrelsen for det kommunale fællesskab.

Tilføjet, at det i vedtægterne for et kommunalt fællesskab kan fastsættes, at bestemte kommunalt ansatte i kraft af deres ansættelsesområde tjenstligt skal være medlemmer af bestyrelsen, men at der ikke kan tillægges bestemte kommunalt ansatte ret til at udpege en repræsentant til bestyrelsen.


Indenrigsministeriets brev af 2. juli 1999 til et amtsråd
– 1. k.kt. j. nr. 1998/1050-59