Udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt kommuner kan yde tilskud til private kunstforeninger, ikke er reguleret i den skrevne lovgivning. Spørgsmålet skal derfor afgøres efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse og andre offentligretlige retsgrundsætninger, herunder kravet om saglighed i forvaltningen og lighedsgrundsætningen.
Det er fast antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis og i den juridiske litteratur, at en kommune kan varetage kulturelle aktiviteter, f.eks. kunstnerisk udsmykning af offentlige lokaler i kommunen.
På tilsvarende måde kan en kommunalbestyrelse som led i den almindelige personalepleje lovligt træffe beslutning om at stille almindelige personalegoder til rådighed for kommunens ansatte, som f.eks. avis- og telefonhold, feriehuse, motionscentre m.v. Det er dog en forudsætning herfor, at der er tale om en ordning, der er begrundet i varetagelsen af kommunens interesser som arbejdsgiver. Endvidere skal ydelserne tildeles efter generelle saglige kriterier, idet kommuner ikke uden lovhjemmel kan yde tilskud til enkeltpersoner med henblik på at varetage de pågældendes individuelle interesser. Endelig må størrelsen og varigheden af de pågældende personalegoder ikke gå ud over, hvad kommunens varetagelse af dens interesser som arbejdsgiver kan begrunde.
En kommune kan også varetage de nævnte aktiviteter gennem støtte til en privat forening. Kommunal støtte til en privat forenings varetagelse af opgaver med kommunale formål forudsætter imidlertid, at samtlige de aktiviteter, som varetages af foreningen, lovligt vil kunne udføres af kommunen selv, eller at støtten alene ydes til de aktiviteter, som kommunen lovligt selv vil kunne varetage. Kommunen skal i sidstnævnte tilfælde sikre, at støtten, f.eks. ved en øremærkning, alene kan anvendes til formål, som kommunen lovligt kan varetage. Det er således en betingelse for kommunens adgang til at yde støtte, at den private forenings opgavevaretagelse ikke sker med henblik på at opnå en fortjeneste herved. Det er endvidere en betingelse, at foreningen giver samtlige kommunens borgere adgang til foreningens kommunalt støttede aktiviteter, eller i tilfælde, hvor adgang til foreningens aktiviteter ikke er åben for alle borgere, at afgrænsningen af borgernes adgang til de støttede aktiviteter sker ud fra saglige kriterier.
I den foreliggende sag var kommunens beslutning om at bemyndige en kunstforening til at indkøbe kunstværker til kommunen begrundet i et ønske om dels at give kommunens borgere adgang til de udstillede kunstværker, dels at varetage kommunens mere almene interesser som arbejdsgiver i at tilvejebringe almindelige personalegoder for kommunens ansatte m.v. i form af at give disse adgang til kulturelle tilbud via udstillinger og i begrænset omfang udlodninger af de af foreningen indkøbte kunstværker.
På den baggrund var det ministeriets opfattelse, at kommunen lovligt havde kunnet yde et tilskud til kunstforeningen. Ministeriet fandt imidlertid anledning til at fremhæve, at støttens størrelse og varighed ikke måtte gå ud over, hvad kommunens varetagelse af dens interesser kunne begrunde.
Indenrigsministeriets brev af 22. december 2000 til et kunstnerforbund
– 2. k.kt. j.nr. 1999/1117/500-1