Generelt udtalt, at § 10, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse ikke anerkender begrebet “lukket møde”, men alene en adgang til at behandle enkelte sager for lukkede døre. Dørlukning må opfattes som undtagelsen fra et almindeligt princip om offentlighed omkring kommunalbestyrelsens virksomhed. Behandling af sager for lukkede døre må således have undtagelsens karakter. En sag kan ikke behandles for lukkede døre alene, fordi kommunalbestyrelsen anser det for hensigtsmæssigt. Sager, der kan begrunde dørlukning, er sådanne, hvor der ved sagens behandling vil blive eller forventes at blive fremdraget fortrolige oplysninger.
Endvidere udtalt, at det beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, hvorvidt en sag kan behandles for lukkede døre.
Det vil således efter ministeriets opfattelse være i strid med lovgivningen, såfremt en kommunalbestyrelse etablerer en praksis, hvorefter visse kategorier af sager – uden konkret stillingtagen til hver enkelt sag – behandles for lukkede døre.
Det vil derimod efter ministeriets opfattelse ikke være i strid med lovgivningen at opstille interne, vejledende retningslinier, der angiver, at visse typer af sager som udgangspunkt skal behandles for lukkede døre. Sådanne retningslinier vil alene være et udgangspunkt for borgmesteren ved placering af sagerne i det forslag til dagsorden, som kommunalbestyrelsen skal tage stilling til ved mødets begyndelse. Det vil således i alle tilfælde være kommunalbestyrelsen, der skal vurdere, om en sag, der af borgmesteren på dagsordensudkastet er foreslået behandlet for lukkede døre, er af en sådan karakter, at behandling for lukkede døre findes nødvendig i medfør af § 10, stk. 1, i den kommunale styrelseslov.
Indenrigsministeriets brev af 15. marts 2001 til et amtsråd
– 1. k.kt. j.nr. 2001/1070/02-5