Indenrigsministeren har den 17. september 2001 sendt Indenrigsministeriets redegørelse om kommuners engagement i professionel fodbold til Folketingets Kommunaludvalg.
Der er i redegørelsens kapitel 2 givet en beskrivelse af den relevante lovgivning vedrørende kommuners engagement i professionel fodbold. Kapitlet indeholder en generel beskrivelse af dels de uskrevne regler på området – kommunalfuldmagtsreglerne – dels den skrevne lovgivning (herunder konkurrencelovgivningen), som kan have betydning for kommuners engagement i professionel fodbold.
I kapitel 3 redegøres for de oplysninger om faktisk engagement i professionel fodbold, som Indenrigsministeriet gennem tilsynsrådene har modtaget fra de pågældende kommuner. Kapitlet indledes med en kort sammenfatning af de indkomne oplysninger.
I kapitel 4 behandles nogle af de tvivlsspørgsmål, som på baggrund af oplysningerne i kapitel 3 typisk synes at opstå i kommunerne i forbindelse med kommunernes engagement i professionel fodbold.
I kapitel 5 redegøres for de initiativer, der er sat i gang med henblik på at tilvejebringe et bedre grundlag for at vurdere rammerne for kommuners engagement i professionel fodbold.
Redegørelsen for gældende ret opsummeres på følgende måde i redegørelsens afsnit 2.6:
En kommune kan med hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne tilvejebringe eller udvide samt drive et fodboldstadion med henblik på at medvirke til at fremme idrætten og tilgodese almenhedens interesse i at kunne overvære sportsligt underholdende fodboldkampe. Kommunen kan ligeledes stille det kommunale fodboldstadion til rådighed for professionelle fodboldklubber samt indgå samarbejdsaftaler med professionelle fodboldklubber om f.eks. salg af mad og drikkevarer på det kommunalt ejede stadion.
Det er en betingelse, at kommunens aftaler med den professionelle fodboldklub indgås på markedsvilkår. Det skyldes, at både kommunalfuldmagtsreglerne og EF-traktatens art. 87 er til hinder for, at en kommune yder økonomisk støtte til virksomheder, der drives med henblik på at opnå fortjeneste, samt – for EF-reglernes vedkommende – andre virksomheder af økonomisk karakter. Kommunen kan endvidere ikke indgå konkurrenceaftaler mv. i strid med konkurrencelovens §§ 6 og 11 og EF-traktatens artikel 81 og 82.
EF-traktatens statsstøtteregler regulerer kun støtteforanstaltninger, der kan have en grænseoverskridende effekt. En tilsvarende begrænsning følger ikke af kommunalfuldmagtsreglerne, der end ikke forudsætter, at støtten påvirker konkurrenceforholdene mellem forskellige kommuner.
EF-traktatens regler er imidlertid ikke uden betydning. Såvel statsstøtte- som kommunalfuldmagtsreglerne angår foranstaltninger, der giver den begunstigede virksomhed en økonomisk fordel, som den ikke ville have haft uden den offentlige foranstaltning. Efter kommunalfuldmagtsreglerne er det imidlertid afgørende for lovligheden af dispositionen, om formålet med begunstigelsen varetager et lovligt kommunalt formål. Hvis dette er tilfældet, vil begunstigelsen som udgangspunkt ikke være ulovlig efter kommunalfuldmagtsreglerne. Til forskel herfra omfatter det EF-retlige støttebegreb enhver offentlig foranstaltning, hvormed der sker en direkte eller indirekte overførsel af offentlige midler til støttemodtagerne med den virkning, at foranstaltningen fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder, herunder professionelle fodboldklubber. En begunstigelse, der på grund af dens formål er lovlig støtte efter kommunalfuldmagtsreglerne, kan således have karakter af støtte efter EF-traktaten, hvis virkningerne af den kommunale begunstigelse er, at konkurrenceforholdene forvrides.
Både kommunalfuldmagtsreglerne og EF-traktatens statsstøtteregler sondrer mellem på den ene side generelle tiltag såsom infrastruktur mv. og på den anden side støtte til en virksomhed eller grupper heraf. Efter begge regelsæt er der en bred afgrænsning af, hvornår der er tale om selektiv støtte og dermed støtte, der ikke under henvisning til, at støtten har generelt virkende karakter, kan anses for lovlig. De to regelsæt fastlægger dog ikke selektivitetskravet på helt samme måde. I forhold til de problemstillinger, der diskuteres i denne redegørelse, får denne mindre forskel ikke betydning. Det skyldes, at en kommunes støtte til en professionel fodboldklub utvivlsomt efter begge regelsæt har karakter af selektiv støtte.
I kapitel 4 behandles nogle af de tvivlsspørgsmål, som på baggrund af oplysningerne i kapitel 3 typisk synes at opstå i kommunerne i forbindelse med kommunernes engagement i professionel fodbold. I kapitlet anføres bl.a. følgende om kommunalfuldmagtsreglerne:
Ved vurderingen af, om en klubs aktiviteter er professionelle, må der efter kommunalfuldmagtsreglerne tages udgangspunkt i, om fodboldklubbens formål er at opnå fortjeneste. I den forbindelse må der blandt andet lægges vægt på, hvilket formål der er angivet i klubbens vedtægter eller en eventuel aktionæroverenskomst, jf. afsnit 4.1.1.
Det forhold, at en fodboldklub gennem en årrække har haft underskud, kan ikke i sig selv føre til, at klubbens aktiviteter betragtes som amatøraktiviteter. Dog kan længere tids underskud efter omstændighederne være udtryk for, at klubben har opgivet at drive aktiviteterne med fortjeneste for øje.
Det har som udgangspunkt ingen betydning for vurderingen af, om en fodboldklubs aktiviteter er professionelle eller ej, hvilken placering fodboldklubben har i fodboldturneringssystemet (superliga, 1. division mv.). Der kan dog være tilfælde, hvor fodboldklubbens aktiviteter er af en sådan art, at det må anses for usandsynligt, at den drives med fortjeneste for øje.
Hvor de ovennævnte forhold ikke peger entydigt i retning af, at nogle af fodboldklubbens aktiviteter er professionelle, kan der efter Indenrigsministeriets opfattelse være anledning til at inddrage nedenstående kriterier i vurderingen af, om klubbens aktiviteter alligevel må anses for professionelle, jf. afsnit 4.1.2. Det kan blandt andet være naturligt at lægge vægt på, om klubben har fuldtidsansatte medarbejdere, ligesom det kan indgå, hvilken løn de pågældende er ansat til. Der må i den forbindelse skelnes mellem trænere og spillere. Baggrunden for denne sondring er, at en træner medvirker til at tilvejebringe grundlaget for, at borgerne bedst muligt kan dyrke sportslige aktiviteter. Træneren er derfor en naturlig bestanddel i virkeliggørelsen af kommunens formål med at støtte amatørfodbold.
Hvis en kommune ønsker at yde støtte til en forening, der tillige varetager aktiviteter, som kommunen ikke kan støtte, er det efter kommunalfuldmagtsreglerne en betingelse for lovligheden af støtten, at kommunen sikrer sig, at denne alene går til de aktiviteter, som kommunen kan støtte, jf. afsnit 4.2.1. Som nævnt i kapitel 4.1.1 vil det forhold, at en klub, der spiller fodbold på amatørbasis, ejer aktier i en professionel klub, i nogle tilfælde kunne medføre, at den først nævnte klub dermed driver en professionel aktivitet. I så fald vil kommunen ikke lovligt kunne yde ikke-øremærket støtte til nogle af de to klubber. En kommune, der ønsker at yde støtte til en fodboldklub, der både har professionelle aktiviteter og amatøraktiviteter, er derfor efter kommunalfuldmagtsreglerne forpligtet til at øremærke støtten. Kommunen er endvidere forpligtet til at føre et vist tilsyn med klubbens anvendelse af den kommunale støtte således, at det sikres, at støtten ikke går til de professionelle aktiviteter. Dette kan f.eks. sikres ved, at aktiviteter adskilles organisatorisk og regnskabsmæssigt. Nogen egentlig pligt hertil kan imidlertid ikke udledes af kommunalfuldmagtsreglerne, og kontrollen kan således også sikres på anden måde. Det bemærkes, at en kommune ikke kan yde anlægsstøtte til en fodboldklub, der både varetager professionelle og amatør aktiviteter, idet det ved anlægsstøtte ikke er muligt for kommunen at øremærke støtten og således sikre, at det kommunale tilskud alene kommer amatøraktiviteterne til gode. Dette forhold kan bl.a. tænkes at få betydning for en kommunes adgang til at yde støtte i forbindelse med opførelse af klubhuse m.v.
Det forhold, at en kommune efter kommunalfuldmagtsreglerne og/eller efter EF-traktatens statsstøtteregler ikke kan yde støtte til en professionel fodboldklub, indebærer ikke, at kommunen ikke kan købe tjenesteydelser af den professionelle fodboldklub, jf. afsnit 4.4.1. Det bemærkes, at det, som ved køb af tjenesteydelser i almindelighed, er en forudsætning, at kommunen herved varetager et kommunalt formål. Som eksempel herpå kan nævnes, at en kommune lovligt kan aflønne en af den professionelle fodboldklubs spillere til at træne kommunens amatørfodboldhold. Afregningen herfor skal i givet fald ske til maksimalt markedsprisen, således at der ikke bliver tale om støtte til de professionelle fodboldspillere. Ligesom en kommune i forbindelse med byens jubilæum kan engagere en operasanger til at synge for kommunens borgere, kan kommunen også efter såvel kommunalfuldmagtsreglerne som statsstøttereglerne betale en professionel fodboldklub for at spille en kamp på byens stadion. Også i denne henseende skal betalingen ske til maksimalt markedsprisen.
Efter kommunalfuldmagtsreglerne er det anset for lovligt, at en kommune tilvejebringer, udvider og driver sportsanlæg med henblik på at medvirke til at fremme de nævnte kommunale opgaver: idræt og almenhedens interesse i at kunne overvære sportsligt underholdende sportskampe, jf. afsnit 4.5.1. Endvidere kan en kommunes opførelse af et sportsanlæg have et turismefremmende formål. Det er således en kommunal opgave at opføre et fodboldstadion. De almindelige grundsætninger om økonomisk forsvarlig forvaltning indebærer, at det ved en kommunes opførelse af et sportsanlæg er en betingelse, at opførelsen af det pågældende anlæg udgør en økonomisk forsvarlig disposition for kommunen. Det bemærkes, at en kommune – i stedet for selv at opføre hele anlægget – kan indgå samarbejde med en privat erhvervsvirksomhed, herunder en professionel fodboldklub, om opførelse af anlægget. Dette vil være lovligt, når blot det sikres, at kommunen ikke derigennem yder støtte til den private erhvervsvirksomhed.
En kommune kan som nævnt i kapitel 2.1 ikke uden lovhjemmel yde støtte til enkeltvirksomheder. Ved indgåelse af aftaler om udlejning af det kommunalt ejede stadion er det derfor en betingelse, at kommunens aftaler med den professionelle fodboldklub indgås på markedsvilkår, jf. afsnit 4.6. Markedsprisen er den højst opnåelige pris, som kommunen kan opnå på markedet. Markedsprisen er således ikke det samme som kommunens kostpris (dvs. driftsomkostninger med tillæg af et rimeligt dækningsbidrag til forrentning og afskrivning af anlægsinvesteringer), men kan være enten højere eller lavere end kostprisen. Med henblik på at undersøge, hvad der må anses for at være markedsvilkårene, kan kommunen f. eks. konsultere en ejendomsmægler eller revisor samt foretage undersøgelser af lejeniveau for andre tilsvarende stadioner, herunder med hensyn til beliggenhed, art, størrelse, kvalitet og vedligeholdelsesstandard.
Ved vurderingen af markedsprisen er det afgørende at se på kommunens samlede økonomiske engagement med den professionelle fodboldklub. I vurderingen må således indgå, om den professionelle fodboldklub udover leje af stadion har fået overdraget rettigheder til opsætning af reklamer og salg af mad og drikkevarer på stadion. På tilsvarende måde vil det kunne have betydning, i hvilket omfang den professionelle fodboldklub har bidraget til finansieringen af det kommunale stadion. Hvis den professionelle fodboldklub f.eks. har opført en tribune, kan kommunen indgå aftale om kommunens brug af tribunen mod, at fodboldklubben kan leje den øvrige del af stadion til en pris, der isoleret set er under markedsprisen. Det vil endvidere kunne indgå i vurderingen, om kommunen har forpligtet den professionelle fodboldklub til at stille stadion til rådighed for andre arrangementer, herunder amatørfodboldklubber. Det bemærkes, at det ikke i sig selv er ulovligt, at den professionelle fodboldklub får førsteret til at anvende det kommunale stadion. Det afgørende er som nævnt, at der i alle tilfælde er ligevægt mellem ydelserne, således at kommunen ud fra en samlet vurdering ikke yder støtte til den professionelle fodboldklub.
En kommune har efter kommunalfuldmagtsreglerne adgang til at varetage informationsmæssige opgaver, herunder gøre opmærksom på kommunens navn og eksistens, jf. afsnit 4.7.1. Kommunen kan således lovligt indgå aftaler med f.eks. en professionel fodboldklub om, at kommunen mod betaling får kommunens navn trykt på spillertrøjerne. Det er i den forbindelse af afgørende betydning for lovligheden, at der er tale om en gensidig bebyrdende aftale mellem klubben og kommunen, samt at kommunen højst betaler markedsprisen herfor, således at der ikke er tale om et maskeret tilskud til fodboldklubben. Kommunens køb af reklameydelser til brug for promovering af kommunen må ikke stå i åbenbart misforhold med formålet.
Indenrigsministerens svar af 17. september 2001 til Folketingets Kommunaludvalg (alm. del – bilag 296) - 2. kommunekontor, j.nr. 2000/11021-45