Generelt udtalt, at det følger af § 71 i lov om social service, at kommunen har pligt til at sørge for tilbud om hjælp til bl.a. nødvendige praktiske opgaver i hjemmet til personer, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver.
Udtalt, at uanset at § 71 i lov om social service og bemærkningerne til bestemmelsen ikke indeholder en præcis beskrivelse af, hvilke arbejdsopgaver i et hjem der skal anses for at være nødvendige, eller hvilke persongrupper der må anses for at have behov for hjemmehjælp, følger det af bestemmelsens ordlyd og bemærkningerne til bestemmelsen, at den enkelte kommunalbestyrelse ikke er overladt et frit skøn med hensyn til, om kommunen skal tilbyde borgerne hjemmehjælp, og hvilken hjemmehjælp kommunen skal tilbyde dens borgere.
Den enkelte kommunalbestyrelse er således efter Indenrigsministeriets opfattelse i henhold til § 71 i lov om social service forpligtet til at sørge for hjemmehjælp til visse nødvendige opgaver i hjemmet for visse persongrupper, som efter funktionsniveau og forholdene omkring de foreliggende arbejdsopgaver i hjemmet ikke er i stand til at udføre disse arbejdsopgaver.
Det fremgår af § 75 i lov om social service, at tilbud efter bl.a. § 71 i loven skal gives efter en konkret individuel vurdering af behovet til opgaver, som modtageren ikke selv kan udføre, og at tilbudene løbende skal tilpasses modtagerens behov.
Der skal således i forbindelse med afgørelser om tildeling af hjemmehjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet foretages en konkret vurdering af den enkelte persons behov for at fastslå, hvorvidt og i hvilket omfang den pågældende har krav på hjemmehjælp hertil. Det er ikke foreneligt med §§ 71 og 75 at gøre hjælp til praktiske opgaver i hjemmet betinget af, at en person også har behov for hjælp til f.eks. personlig pleje.
Det var i en kommunes brev af oktober 1998 til brugerne til hjemmeplejen, kommunens informationsmateriale fra oktober 1998 til brugere af hjemmeplejen samt i den afgørelse fra november 1998, kommunen i anonymiseret form havde sendt til tilsynsrådet i juli 1999, anført, at det kun var personer, der tillige havde behov for personlig hjælp og pleje eller hjælp til vedligeholdelse af fysiske eller psykiske færdigheder, der kunne tildeles hjemmehjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet.
Det var Indenrigsministeriets opfattelse, at disse oplysninger burde have givet tilsynsrådet grundlag for at udtale, at kommunen i hvert fald i en periode i 1998/ 1999 i strid med serviceloven alene havde tildelt hjemmehjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, hvis personen tillige havde behov for personlig hjælp eller pleje eller for hjælp til vedligeholdelse af fysiske eller psykiske færdigheder.
Endvidere udtalt, at det var Indenrigsministeriets opfattelse, at tilsynsrådet burde have sikret sig, at kommunen havde tilbudt de borgere, der uberettiget havde fået beskåret deres hjemmehjælp eller uberettiget havde fået afslag på hjemmehjælp, hjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, hvis de opfyldte betingelserne herfor.
Om begrundelseskravet udtalt, at det følger af § 110 i lov om social service, at afgørelser om tildeling af personlig hjælp og pleje m.v. efter lovens kapitel 14, herunder afgørelser om hjemmehjælp, skal meddeles ansøgeren i skriftlig form. Dette indebærer i henhold til forvaltningslovens §§ 22 og 24, at kommunen ved meddelelse om ophør eller begrænsning af hjemmehjælp skal begrunde, at hjemmehjælpen til de pågældende inddrages. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang afgørelsen beror på et skøn, skal begrundelsen tillige indeholde en angivelse af de hovedhensyn bag det udøvede skøn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Udtalt, at det fremsendte eksempel på vurderingsskema ikke indeholdt en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen blev truffet. Det var i vurderingsskemaet angivet, at baggrunden for afslaget var, at den pågældende ikke havde behov for hjemmehjælp til fysisk pleje og/eller psykisk/social støtte, og der var en afkrydsning af, at den pågældende for så vidt angik daglig husførelse tilhørte kategori 1 – ud af fire mulige kategorier – “for graden af selvhjulpenhed”. Vurderingsskemaet indeholdt således alene indirekte en – meget begrænset – redegørelse for de faktiske forhold omkring den enkelte borgers funktionsniveau og de foreliggende arbejdsopgaver i hjemmet, som kommunen i henhold til bestemmelserne i § 71, stk. 1, nr. 2, og § 71, stk. 2, i lov om social service skal lægge vægt på i forbindelse med konkrete afgørelser om hjemmehjælp til praktisk hjælp.
Indenrigsministeriet fandt således, at det nævnte vurderingsskema ikke opfyldte kravene til begrundelse i forvaltningslovens § 24. Det blev i den forbindelse bemærket, at det ved afgørelser om inddragelse af hjemmehjælp efter Indenrigsministeriets opfattelse i særlig grad er påkrævet, at kommunen redegør for de faktiske forhold omkring den pågældendes funktionsniveau og forholdene omkring de foreliggende arbejdsopgaver i hjemmet, der efter kommunens opfattelse bevirkede, at den pågældende ikke havde krav på hjemmehjælp.
Endvidere udtalt, at tilsynsrådet ikke efter de for Indenrigsministeriets foreliggende oplysninger havde søgt oplyst, hvorvidt den mangelfulde begrundelse i det fremsendte eksempel på et vurderingsskema var en fejl, der generelt fandtes i kommunens afgørelser om hjemmehjælp. Tilsynsrådet havde i dets udtalelse ikke omtalt spørgsmålet om begrundelse, hvilket rådet på baggrund af de foreliggende oplysninger i sagen efter Indenrigsministeriets opfattelse burde have gjort.
Det blev i denne forbindelse bemærket, at selv om det sociale nævn kan tage stilling til eventuelle tilsidesættelser af begrundelseskravene i konkrete sager – og tilsynsrådet derfor i givet fald ikke skal tage stilling hertil i konkrete sager – burde tilsynsrådet, såfremt der var oplysninger som i den foreliggende sag, der kunne tyde på, at begrundelseskrav generelt blev tilsidesat på et område, undersøge og tage stilling hertil.
Om klagevejledning generelt udtalt, at der efter forvaltningslovens § 25, stk. 1, skal gives klagevejledning i forbindelse med afgørelser, der kan påklages til en anden forvaltningsmyndighed, og klagevejledningen skal oplyse om muligheden for at klage til denne forvaltningsmyndighed. Klagevejledningen skal omfatte oplysning om fremgangsmåden ved klage.
Udtalt, at afgørelser om indragelse af hjemmehjælp derfor skal indeholde en klagevejledning, der skal omfatte oplysning om, at afgørelsen – efter forudgående indbringelse for klagerådet og efter at kommunalbestyrelsen har taget stilling til klagerådets indstilling – kan påklages til det sociale nævn.
Det vurderingsskema, betegnet “afgørelse på praktisk bistand”, som kommunen havde sendt til tilsynsrådet, opfyldte ikke kravene til klagevejledning i forvaltningslovens § 25, idet det ikke omfattede oplysning om muligheden for at klage til det sociale nævn eller om fremgangsmåden ved sådan klage.
Tilsynsrådet havde efter de for Indenrigsministeriets foreliggende oplysninger ikke søgt oplyst, hvorvidt den mangelfulde klagevejledning i det fremsendte eksempel på et vurderingsskema var en fejl, der generelt var at finde i kommunens afgørelser om hjemmehjælp. Tilsynsrådet havde ikke i dets udtalelse omtalt spørgsmålet om klagevejledning, hvilket rådet på baggrund af de foreliggende oplysninger i sagen efter Indenrigsministeriets opfattelse burde have gjort.
Det blev i den forbindelse bemærket, at selv om det sociale nævn kan tage stilling til eventuelle tilsidesættelser af reglerne om klagevejledning i konkrete sager – og tilsynsrådet derfor i givet fald ikke skal tage stilling hertil i konkrete sager – bør tilsynsrådet, såfremt der er oplysninger som i den foreliggende sag, der kan tyde på, at reglerne om klagevejledning generelt tilsidesættes på et område, undersøge og tage stilling hertil. Dette gælder i særlig grad, da en manglende klagevejledning vil kunne medføre, at de berørte hjemmehjælpsmodtagere ikke er opmærksomme på, at der kan klages til det sociale nævn.
Indenrigsministeriets brev af 23. april 2001 til en forening
– 4. k.kt. j.nr. 2000/1220/329-4