Generelt udtalt, at det fremgår af § 14 i lov om kommunernes styrelse, at et medlem af kommunalbestyrelsen kan have en sådan interesse i en sag, at medlemmet er udelukket fra at deltage i kommunalbestyrelsens forhandling og afstemning om sagen. Tilsvarende kan et medlem af et stående udvalg, herunder formanden for et stående udvalg, være udelukket fra at deltage i udvalgets forhandling og afstemning om en sag.
Styrelsesloven indeholder ingen angivelse af, hvornår en interesse har en sådan karakter, at et kommunalbestyrelsesmedlem, herunder et udvalgsmedlem, er udelukket fra at deltage i afgørelsen af en sag. Dette spørgsmål måtte tidligere løses på grundlag af almindelige retsgrundsætninger. De fleste af disse er nu udtrykt i forvaltningslovens kapitel 2, men hvor forvaltningsloven ikke finder direkte anvendelse, er principperne stadig relevante. Ved afgørelsen af, om formanden for kultur- og fritidsudvalget var inhabil ved udvalgets behandling af de to konkrete sager, var det Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at principperne i forvaltningslovens kapitel 2 fandt anvendelse.
Bestemmelsen i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 2, vedrører slægtskabsinhabilitet. Bestemmelsen fastslår, at også et nært familiemæssigt tilknytningsforhold til en person, der selv ville være inhabil efter reglerne om partsinhabilitet, medfører habilitet. Hvis formanden for støttekomiteen selv ville have været inhabil, såfremt han havde været formand for kultur- og fritidsudvalget ved udvalgets behandling af de i sagen omhandlede to sager, var hans ægtefælle, der var formand for kultur- og fritidsudvalget, således også inhabil i henhold til principperne i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 2.
Endvidere udtalt, at et kommunalbestyrelsesmedlems særlige engagement i et bestemt område ikke i sig selv medfører inhabilitet. Dette gælder heller ikke i tilfælde, hvor den pågældendes almindelige, ideelt betonede interesse har givet sig udslag i foreningsmedlemskab. Hvis den pågældende derimod er medlem af foreningens bestyrelse, må det bero på sagens karakter og indhold, om den pågældende vil være inhabil.
Det følger således af principperne i bestemmelsen i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 3, at kommunalbestyrelsesmedlemmer, som deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab eller en forening eller anden privat juridisk person, vil være inhabile ved kommunalbestyrelsens behandling af en sag, hvis foreningen m.v. har en særlig interesse i denne.
Principperne i § 3, stk. 1, nr. 3, forudsætter, at der er tale om en ”særlig” interesse. Heri ligger bl.a., at en mere generel interesse, f.eks. af ideologisk karakter, som måtte indgå i programmet for den juridiske person (her typisk en forening), ikke i sig selv kan danne grundlag for inhabilitet. Eksempelvis vil kultur- eller sportsforeningers formål typisk være helt sammenfaldende med det lovlige kommunale formål at fremme kultur- og idrætsliv i kommunen.
Omvendt vil der i de tilfælde, hvor forvaltningsafgørelsen direkte angår den forening, hvori det pågældende kommunalbestyrelsesmedlem er bestyrelsesmedlem m.v., f.eks. i sager om økonomisk tilskud fra kommunen til foreningen, sager om meddelelse af byggetilladelser til foreningen eller i forhold til sager om indgåelse af gensidigt bebyrdende retshandler med foreningen, være grund til at statuere inhabilitet efter principperne i nr. 3.
Udgangspunktet er således, at en generel ideologisk interesse ikke er en ”særlig” interesse og dermed ikke inhabilitetsbegrundende. I sager, hvor foreningen har en konkret egen interesse i form af en parts- eller partslignende stilling, kan interessens karakter imidlertid klassificeres som en ”særlig” interesse, som er inhabilitetsbegrundende. Dette gælder uanset, at foreningen i øvrigt varetager formål, som er ganske sammenfaldende med lovlige kommunale hensyn.
I den foreliggende sag var udvalgsformanden ikke afskåret fra at deltage i behandlingen af sager i kultur- og fritidsudvalget, selv om der var tale om sager, som støtteforeningen, hvori hendes ægtefælle var formand, havde en generel ideologisk interesse i, fordi de omhandlede spørgsmålet om eventuel opførelse af en svømmehal i kommunen.
Den ene konkrete sag, som kultur- og fritidsudvalget havde taget stilling til, var spørgsmålet om frigivelse af et beløb på 70.000 kr. til udarbejdelse af et skitseprojekt til en svømmehal. Det var Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at støttekomiteen ikke havde en særlig interesse heri. Ministeriet lagde herved vægt på, at der var tale om en beslutning vedrørende disponering over midler, som kultur- og fritidsudvalget havde reserveret til undersøgelsesarbejde i forbindelse med de politiske overvejelser om eventuel opførelse af en svømmehal, og at det konkrete arkitekthonorar blev betalt direkte fra kommunen til arkitekten. Der var således ikke tale om en sag om økonomisk støtte til komiteen, men om at komiteen havde formidlet kontakt mellem kommunen og en efter komiteens opfattelse egnet arkitekt. På den baggrund var det ministeriets opfattelse, at støttekomiteen alene havde en generel foreningsmæssig interesse i udvalgets beslutning, en interesse der ikke i sig selv kunne danne grundlag for inhabilitet.
Den anden sag, som kultur- og fritidsudvalget havde taget stilling til, var en sag, hvor støttekomiteen havde fremsendt materiale, der indeholdt beskrivelse af og overslagstilbud for tre forskellige svømmehaller. Materialet blev fremsendt af støttekomiteen med henblik på at indgå i kommunalbestyrelsens budgetforhandlinger. Kultur- og fritidsudvalget traf beslutning om at anmode støttekomiteen om at undersøge lånemuligheder fra Låne- og Anlægsfonden og at lave et realistisk driftsbudget med en borgervenlig åbningstid. Det var Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at der i denne sag heller ikke var tale om, at støttekomiteen havde en særlig (egen) interesse i sagen. Der var således ikke tale om, at støttekomiteen havde parts- eller partslignende status i denne sag, der alene vedrørte udvalgets overvejelser og forundersøgelser om opførelse af den svømmehal.
Det var således Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at udvalgsformanden ikke var inhabil ved kultur- og fritidsudvalgets behandling af de omhandlede sager.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 3. april 2003 til en kommunalbestyrelse
– 2. k.kt. j.nr. 2003-2221/189-1