03.4.6. Om tilsynsmyndighedens kompetence til at afgøre uoverensstemmelser om fortolkningsspørgsmål i et kommunalt fællesskab

10-10-2003

En advokat for en kommune havde med henvisning til § 15 i vedtægterne for et kommunalt fællesskab anmodet Indenrigs- og Sundhedsministeriet om at tage stilling til fordelingen af det kommunale fællesskabs udgifter til erhvervelse og udbygning af genbrugsstationer mellem de deltagende kommuner.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte, at de kommunale tilsynsmyndigheder fører tilsyn med, at de kommunale fællesskaber overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. den dagældende § 61 i lov om kommunernes styrelse (se nu § 48, stk. 1, i samme lov efter ændringen ved lov nr. 381 af 28. maj 2003). De kommunale tilsynsmyndigheder kan ikke tage stilling til spørgsmål af privatretlig karakter, men påser dog, at de kommunale fællesskabers privatretlige dispositioner ikke foretages i strid med almindelige offentligretlig retsgrundsætninger.

Af § 15 i vedtægterne for det pågældende kommunale fællesskab fremgik, at enhver uenighed eller tvist mellem interessenterne eller mellem en af disse og det kommunale fællesskab afgjordes af tilsynsrådet for det pågældende amt. Tilsynsrådets afgørelse kunne inden for en nærmere fastsat frist indbringes for indenrigsministeren. Hvis ikke tilsynsrådet eller indenrigsministeren måtte ønske at afgøre en sådan uenighed, ville enhver sådan uenighed eller tvist skulle afgøres ved voldgift ved Det Danske Voldgiftsinstitut og i overensstemmelse med dettes regler.

Det var Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at spørgsmålet om fordelingen af udgifterne ved det pågældende kommunale fællesskabs erhvervelse og udbygning af de omhandlede genbrugsstationer er et spørgsmål af privatretlig karakter, som falder uden for de kommunale tilsynsmyndigheders kompetence. 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærkede i den forbindelse, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke havde fundet grundlag for at antage, at det pågældende kommunale fællesskab ved fordelingen af udgifterne har handlet i strid med offentligretlige retsgrundsætninger.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet tilføjede, at tilsynsmyndighedernes kompetence til at afgøre uoverensstemmelser vedrørende fortolkningsspørgsmål i et kommunalt fællesskab er indskrænket til uoverensstemmelser vedrørende kommunalretlige forhold, uanset om der i fællesskabets vedtægter er fastsat en bestemmelse, der uden begrænsning giver tilsynsmyndigheden kompetence til at afgøre uoverensstemmelser.

Se også skrivelse af 19. juni 1984, j.nr. 1983/1059-5, resumédatabasen 84.4.1

Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 10. oktober 2003 til en advokat for en kommune
- 1.k.kt., j.nr. 2003-2059-1