04.8.1. Om en kommunes adgang til at anbringe midler i investeringsforeninger, som i overensstemmelse med fondsbekendtgørelsen investerer i aktier

03-03-2004

Udtalt, at den kommunale styrelseslovs § 44 indeholder en udtømmende angivelse af, hvorledes en kommunes midler kan anbringes.

Midler, som ikke af hensyn til de daglige forretninger skal foreligge kontant, kan således efter den kommunale styrelseslovs § 44 indsættes i pengeinstitut eller på postgirokonto eller anbringes i sådanne obligationer eller investeringsbeviser, i hvilke fondes midler kan anbringes.

En kommune kan således ikke anbringe midler i aktier.

Hertil udtalt, at det forhold, at en kommune ikke kan anbringe midler i aktier, imidlertid ikke medfører, at kommunerne er afskåret fra at anbringe midler i udbyttegivende investeringsforeninger eller afdelinger af sådanne, som i overensstemmelse med lov om investeringsforeninger og specialforeninger investerer i aktier.

Endvidere udtalt, at ministeriet herved forudsætter, at kommunernes anbringelser af midler i investeringsforeninger eller afdelinger af sådanne sker i overensstemmelse med fondsbekendtgørelsen.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 3. marts 2004 til et kapitalfor-valtningsselskab,
- j. nr. 2003/2019-7