Indenrigs- og Sundhedsministeriet stadfæstede en statsamtmands afgørelse om at pålægge 12 medlemmer af en kommunalbestyrelse tvangsbøder. Tvangsbøderne vedrørte kommunens indgåelse af tidsbegrænsede lejekontrakter i forbindelse med anvisning af boliger til flygtninge efter integrationsloven.
Udtalt, at der ikke er hjemmel i integrationsloven til at tidsbegrænse lejemål i forbindelse med boligplacering af flygtninge, uanset om tidsbegrænsningen af lejemålene har været båret af planlægningsmæssige hensyn eller andre kommunale og samfundsøkonomiske hensyn.
Kommunens praksis vedrørende tidsbegrænsning af lejemål ved boligplacering af flygtninge efter integrationsloven var således efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse ulovlig, uanset om kommunen havde overtaget ansvaret for de pågældende flygtninge før eller efter den 1. januar 2003, hvor en ændring af integrationsloven trådte i kraft.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af § 12, stk. 1, sammenholdt med ordlyden af § 12, stk. 5, i den gældende integrationslov, at kommunalbestyrelsen var forpligtet til at anvise en permanent bolig, når det var muligt. Indtil det var muligt, var kommunalbestyrelsen forpligtet til at anvise et midlertidigt opholdssted. Indenrigs- og Sundhedsministeriet lagde endvidere vægt på, at det af den tidligere gældende bestemmelse i integrationslovens § 12 sammenholdt med den tidligere gældende bestemmelse i integrationslovens § 14 og forarbejderne hertil fremgik, at kommunalbestyrelsen var forpligtet til at anvise en permanent bolig inden tre måneder efter, at ansvaret var overgået til kommunalbestyrelsen. Indtil det var muligt at anvise en permanent bolig, var kommunalbestyrelsen forpligtet til at anvise et midlertidigt opholdssted.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet henviste i den forbindelse til, at det var Integrationsministeriets opfattelse, at en kommunalbestyrelse havde pligt til at anvise de flygtninge, som Udlændingestyrelsen havde visiteret til kommunen, en permanent bolig, hvor den enkelte flygtning kunne blive boende ikke blot, så længe introduktionsprogrammet løb, men tillige efter introduktionsprogrammets afslutning, samt at kommunalbestyrelsens pligt til at anvise en permanent bolig omfattede såvel de flygtninge, som kommunen havde overtaget ansvaret for før den 1. januar 2003, som de flygtninge, som kommunalbestyrelsen havde overtaget ansvaret for efter den 1. januar 2003.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet kunne således ikke tiltræde det af kommunens advokat anførte om, at integrationsloven ikke indeholdt nogen videregående forpligtelse end retten til en selvstændig bolig, og at integrationsloven ikke udelukkede, at den anviste selvstændige bolig over tid kunne være i forskellige huse eller lejligheder.
For så vidt angår det af kommunens advokat anførte om, at tidsbegrænsningen af lejemål var lovlig i den omhandlede situation, når lejemålene ikke var af en type, som sædvanligvis anvendtes af kommuner til løsning af tilsvarende boligplaceringsforpligtelser, var Indenrigs- og Sundhedsministeriet enigt med Integrationsministeriet i, at der ikke var grundlag for at antage, at integrationslovens regler om kommunalbestyrelsens ansvar for anvisning af permanent bolig til flygtninge – der havde været gældende siden den 1. januar 1999 – ikke skulle finde anvendelse ved boliganvisning i bestemte typer af ejendomme.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet fandt under henvisning til det af Integrationsministeriet anførte, at ulovligheden af den af kommunen anvendte praksis ikke gav anledning til rimelig tvivl, og således var klar.
Det forhold, at det daværende tilsynsråd ved et brev i 2002 på baggrund af Integrationsministeriets telefoniske udtalelse og ved et brev i 2003 på baggrund af Integrationsministeriets skriftlige udtalelse havde afgivet divergerende udtalelser vedrørende fortolkningen af integrationslovens regler vedrørende boligplacering, indebar efter ministeriets opfattelse ikke, at ulovligheden ikke kunne anses for klar.
Under henvisning til kommunalbestyrelsens beslutning om at fastholde sin opfattelse af, at kommunens praksis var lovlig, sammenholdt med, at det var Integrationsministeriets opfattelse, at ulovligheden af kommunens praksis var så alvorlig, at anvendelse af sanktioner skønnedes påkrævet, fandt Indenrigs- og Sundhedsministeriet det påkrævet at gennemtvinge, at kommunens praksis blev bragt til ophør.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet fandt endvidere en tvangsbøde på 300 kr. pr. dag for passende.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet stadfæstede på den baggrund statsamtmandens afgørelse om at pålægge 12 medlemmer af kommunalbestyrelsen tvangsbøder, indtil der er truffet beslutning om at ændre indgåede lejekontrakter således, at tidsbegrænsningen ophører samt truffet beslutning om at ændre kommunens fremtidige praksis for indgåelse af lejekontrakter efter integrationsloven.
Endvidere udtalt, at såfremt kommunalbestyrelsen anlagde anerkendelsessøgsmål mod Indenrigs- og Sundhedsministeriet inden seks uger fra afgørelsens dato, ville tvangsbøderne blive sat i bero, indtil der var truffet endelig afgørelse i retssagen. Det var en betingelse for berostillelsen af tvangsbøderne, at kommunen ikke indgik nye tidsbegrænsede lejekontrakter i forbindelse med anvisning af boliger til flygtninge efter integrationsloven, førend der var truffet endelig afgørelse i retssagen, samt at de flygtninge, der var boligplaceret efter integrationsloven i et tidsbegrænset lejemål, kunne fortsætte lejemålet, indtil der var truffet endelig afgørelse i retssagen, uanset at den tidsbegrænsede lejekontrakt måtte udløbe, førend der var truffet endelig afgørelse i retssagen. Det var endvidere en betingelse, at kommunens advokat senest seks uger fra dags dato meddelte ministeriet, at kommunen opfyldte betingelserne for berostillelsen af tvangsbøderne.
Kommunalbestyrelsen har efterfølgende anlagt anerkendelsessøgsmål mod Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Tvangsbøderne er herefter sat i bero under henvisning til, at betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Østre Landsret har ved dom af 28. august 2006 frifundet ministeriet bl.a. under henvisning til, at det efter landsrettens opfattelse var i strid med integrationslovens § 12 at anvise flygtninge, som Udlændingestyrelsen visiterede, lejemål med en tidsbegrænsning, og at der i medfør af den kommunale styrelseslovs §§ 48 og 50 b havde været hjemmel til at pålægge kommunalbestyrelsens medlemmer tvangsbøder. Dommen er ikke anket inden ankefristens udløb.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 25. juni 2004 til en kommunes advokat
– 2.k.kt., j.nr. 2003-2210/157-1)
(Østre Landsrets dom af 28. august 2006 – 12. afd. nr. B-2286-04)