06.1.3. Dispensation til nedsættelse af et stående temaudvalg uden del i den umiddelbare forvaltning

07-11-2006

Indenrigs- og Sundhedsministeriet kunne i henhold til § 65 c, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse godkende, at sammenlægningsudvalget i styrelsesvedtægten for en ny kommune, der var oprettet pr. 1. januar 2007 i forbindelse med strukturreformen, blandt andet fastsatte bestemmelse om nedsættelse af et temaudvalg med det nedenfor anførte indhold, der fraveg § 17, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse.

Ifølge bestemmelsen i styrelsesvedtægten nedsattes et temaudvalg som et stående udvalg med et fast medlemstal, der ikke varetog den umiddelbare forvaltning af nogen dele af kommunens opgaver, men fik til opgave at arbejde med tværfaglige problemstillinger efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse.  Udvalgets opgaver for det kommende år besluttedes af kommunalbestyrelsen hvert år i forbindelse med budgetvedtagelsen. Udvalget kunne endvidere beskæftige sig med andre konkrete opgaver efter anmodning fra et af de øvrige udvalg. Overførslen af opgaver skulle godkendes af kommunalbestyrelsen.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet forudsatte i den forbindelse, at det i udkastet anførte om, at temaudvalget kunne beskæftige sig med andre konkrete opgaver efter anmodning fra et af de øvrige udvalg, ikke indebar en begrænsning af de øvrige stående udvalgs kompetence. En overførsel af kompetence fra de øvrige stående udvalg til temaudvalget ville således kræve en ændring af styrelsesvedtægten.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 7. november 2006 til en kommune, styrelseskontoret, j.nr. 2006-2041/537-2