Generelt udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt en amtskommune lovligt kan indkøbe cykler, der stilles til rådighed for grupper af amtskommunens ansatte med henblik på at løse et midlertidigt parkeringsproblem, ikke er reguleret i den skrevne lovgivning. Spørgsmålet skal derfor afgøres efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse – de såkaldte kommunalfuldmagtsregler.
Efter kommunalfuldmagtsreglerne antages en amtskommunes adgang til uden lovhjemmel at gennemføre foranstaltninger blandt andet at være afgrænset af, hvad der traditionelt er betegnet som et almennyttekriterium. Dette kriterium indebærer, at en amtskommune som udgangspunkt kun kan gennemføre foranstaltninger, der kommer det amtskommunale fællesskab til gode. Dette udgangspunkt indebærer, at en amtskommune normalt ikke uden lovhjemmel kan gennemføre foranstaltninger, der udelukkende eller i det væsentligste er motiveret i varetagelse af individuelle interesser hos enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner. Hvor der i øvrigt er et lovligt amtskommunalt formål, indebærer den omstændighed, at virkningen af en amtskommunal disposition er til fordel for en enkelt person, ikke i sig selv, at den pågældende disposition bliver ulovlig.
Almennyttekriteriet er ikke udtryk for en særlig præcis afgrænsning af amtskommuners kompetence. Kriteriet kan dog medvirke til en afgrænsning af, hvilke amtskommunale hensyn der i en samlet afvejning af interesser kan begrunde, at en amtskommune lovligt kan varetage en opgave.
I den konkrete sag var der tale om, at antallet af parkeringspladser på et amtskommunalt sygehus midlertidig var blevet reduceret som følge af opførelsen af et patienthotel samt parkeringskælder og forhal på sygehuset. Byggeriet forventedes at vare cirka 1 år. Amtskommunen ønskede at købe 100 almindelige cykler for ca. 1.800 kr. pr. styk og stille dem til rådighed for de medarbejdere på sygehuset, som hidtil havde parkeret på sygehusets matrikel. Til gengæld skulle medarbejderne forpligte sig til ikke at parkere på sygehusets matrikel i et år. Formålet med ordningen var at opnå, at der i byggeperioden kunne stilles det fornødne antal p-pladser til rådighed for patienter og pårørende. Det indgik endvidere i ordningen, at medarbejderne, når parkeringsfaciliteterne var blevet reetableret, kunne købe de pågældende cykler for 500 kr. pr. styk.
I den forbindelse udtalt, at det efter ministeriets opfattelse er et sagligt amtskommunalt formål at sikre eksistensen af parkeringsfaciliteter i nærheden af et amtskommunalt sygehus for dermed at lette forholdene for bl.a. sygehusets ansatte, ambulant behandlede patienter og besøgende til indlagte patienter. Endvidere må det efter ministeriets opfattelse antages at være sagligt for en amtskommune til fremme af dette formål at lette presset på eksisterende parkeringsfaciliteter, f.eks. ved den omhandlende cykelordning, hvis hovedformål var at opnå, at der kunne stilles det fornødne antal p-pladser til rådighed i byggeperioden til patienter og pårørende. Amtskommunen kunne således lovligt engagere sig i den omhandlende cykelordning.
Om amtskommunens efterfølgende salg af de pågældende cykler til medarbejderne, når parkeringsfaciliteter var blevet reetableret, udtalt, at det er antaget, at en amtskommune efter kommunalfuldmagtsreglerne som udgangspunkt ikke uden lovhjemmel kan drive handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed. Som en modifikation til dette udgangspunkt antages det, at en amtskommune på visse betingelser – for at undgå værdispild – i et vist omfang lovligt kan udnytte overkapacitet og således varetage opgaver, der normalt ikke er amtskommunale.
Det er en betingelse for udnyttelse af overkapacitet, at den pågældende amtskommunale kapacitet ikke er dimensioneret med det formål at opnå mulighed for at varetage opgaver, der normalt ikke er amtskommunale, samt at overkapaciteten af hensyn til løsningen af den amtskommunale opgave ikke kan afskaffes. Ved afgørelsen af, om en amtskommune lovligt kan sælge overskudskapacitet, indgår det efter de kommunale tilsynsmyndigheders praksis endvidere som et element i afvejningen, om opgaven i forvejen varetages på rimelig måde af private erhvervsdrivende. Det antages endvidere, at det forhold, at amtskommuner ikke uden lovhjemmel må yde tilskud til enkeltpersoner eller til enkelte virksomheder, og den omstændighed, at amtskommuners opgavevaretagelse ikke må påføre private konkurrence, indebærer, at prisen ved salg af overskudskapacitet skal fastsættes således, at den mindst svarer til markedsprisen for den pågældende vare eller tjenesteydelse.
På den baggrund var det ministeriets opfattelse, at amtskommunen, når parkeringsfaciliteterne var blevet reetableret, lovligt kunne sælge de omtalte 100 cykler til markedspris. Efter ministeriets opfattelse må afgørelsen af, hvad der er markedspris for sådanne brugte cykler, bero på et skøn. Dette skøn kan efter omstændighederne være vanskeligt at foretage. Der må derfor tilkomme amtsrådet en vis margin.
Ministeriet bemærkede, at salg af et stort antal cykler af en bestemt type efter omstændighederne kunne trække markedsprisen ned. Det forhold, at der var tale om cykler, der havde været udlånt, og som ikke var istandgjort, kunne også påvirke prisen negativt.
På den baggrund var der efter ministeriets opfattelse ikke grundlag for at antage, at amtskommunens efterfølgende salg af cykler til medarbejderne skete til en pris, der var lavere end markedsprisen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 28. juni 2006 til en statsamtmand – Valgkontoret, j.nr. 2005-2113/070-1