Medlemmerne af kommunens socialudvalg havde i 1996 truffet beslutning om, at en vognmand ikke længere skulle have andel i den sociale kørsel i kommunen. Vognmanden, som tidligere havde klaget til og fået medhold fra Trafikministeriet over kommunens vagtplanlægning, lagde sag an mod kommunen med påstand om erstatning som følge af, at der var tale om en usaglig beslutning. Vognmanden fik ikke medhold i byretten, men blev ved Vestre Landsret tilkendt en erstatning på 100.000 kroner. Landsretten lagde i dommens præmisser vægt på, at der på baggrund af sagens omstændigheder var skabt en formodning for, at socialudvalgets beslutning havde savnet en saglig begrundelse og at kommunen – som under sagen fremhævede samarbejdsvanskeligheder som årsag til beslutningen – ikke havde afkræftet denne formodning.
Statsamtmanden besluttede herefter at rejse erstatningssag mod socialudvalgsmedlemmerne som følge af det tab kommunen led i forbindelse med sagen, medmindre socialudvalgsmedlemmerne indbetalte en erstatningsretlig bod på 2.000 kroner.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet ophævede som rekursinstans statsamtmandens afgørelse. Ministeriet var enigt i, at kommunen havde lidt et tab som følge af den af socialudvalget trufne beslutning om opsigelse af vognmanden, men fandt ikke, at betingelserne for anlæg af erstatningssag mod de pågældende i øvrigt var opfyldt.
Udtalt, at hvis en kommune – som juridisk person – dømmes til at betale en erstatning er det som udgangspunkt ikke kommunalbestyrelsesmedlemmerne, der hæfter personligt for det opståede tab. For at de kommunale tilsynsmyndigheder kan rejse en efterfølgende erstatningssag mod kommunalbestyrelsesmedlemmerne kræves det, at det må antages, at kommunens tab er opstået som en følge af, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne har udvist en uforsvarlig adfærd, der kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom, og at der som en forudselig følge heraf er opstået et tab for kommunen.
Endvidere udtalt, at såfremt kommunalbestyrelsesmedlemmer har truffet en beslutning, som er båret af usaglige hensyn og denne beslutning medfører et tab for kommunen, vil betingelserne for anlæggelse af en erstatningssag være opfyldt, hvis varetagelsen af usaglige hensyn kan tilregnes de pågældende som forsætlig eller uagtsom.
Ministeriet fandt, at Vestre Landsret, som præmisserne var formuleret, ikke havde fastslået, at socialudvalgsmedlemmerne havde udvist en uforsvarlig adfærd, men havde lagt til grund, at der var etableret en omvendt bevisbyrde for kommunen i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt vognmanden skulle have erstatning, således at kommunen skulle bevise, at beslutningen var sagligt begrundet.
Udtalt, at de kommunale tilsynsmyndigheder i forhold til anvendelse af den kommunale styrelseslovs sanktionsmuligheder over for enkelte medlemmer af en kommunalbestyrelse ikke tilsvarende kan tage udgangspunkt i en omvendt bevisbyrde for de pågældende medlemmer.
Efter ministeriets opfattelse gav dommen dermed ikke de kommunale tilsynsmyndigheder fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at der ville kunne gennemtvinges et erstatningskrav mod medlemmerne af socialudvalget.
Endvidere udtalt, at det forhold, at der ikke forelå en skriftlig sagsfremstilling til mødet i socialudvalget, hvor den pågældende beslutning blev truffet, ikke i sig selv var ansvarspådragende for socialudvalgsmedlemmerne.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet ophævede på denne baggrund statsamtmanden afgørelse.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 24. maj 2006 til et socialudvalgsmedlem i en kommune
- Forvaltningsjuridisk kontor, j. nr. 2005-2220/803-2
06.8.2. Folketingets Ombudsmands brev af 6. juni 2008, ombudsmandens j.nr. 2007-3321-410, ministeriets j.nr. 2008-4159