Generelt udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt en kommune lovligt kan stille arealer gratis til rådighed for en forening, ikke er reguleret i den skrevne lovgivning. Spørgsmålet skal derfor vurderes ud fra almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse – de såkaldte kommunalfuldmagtsregler.
Kommuner kan efter kommunalfuldmagtsreglerne lovligt varetage opgaver med henblik på at støtte borgernes mulighed for fritidsaktiviteter, herunder aktiviteter af generel kulturel karakter eller almindelige folkeforlystelser i kommunen med lige adgang for alle. Endvidere antages det, at kommuner efter kommunalfuldmagtsreglerne lovligt kan varetage opgaver, der har til formål generelt at fremme den lokale turistudvikling. Det er en betingelse, at kommuner ikke har til formål at opnå en fortjeneste herved, idet kommuner efter kommunalfuldmagtsreglerne som udgangspunkt ikke uden lovhjemmel kan drive erhvervsvirksomhed.
Kommuner kan endvidere yde støtte til private foreningers varetagelse af kommunale opgaver. Det er en betingelse for en sådan kommunal støtte til en forening, at samtlige de aktiviteter, som foreningen varetager, lovligt ville kunne udføres af kommunen selv, eller at støtten alene ydes til de aktiviteter, som kommunen lovligt selv kan varetage.
Hvis en kommune ønsker at yde en ikke-øremærket støtte til en forening, er det således bl.a. en betingelse for kommunens adgang til at yde støtte, at den private forenings opgavevaretagelse ikke sker med henblik på at opnå fortjeneste.
Kommunen skal endvidere føre et vist tilsyn med foreningens anvendelse af den kommunale støtte. Tilsagn om støtte måtte derfor være ledsaget af betingelser, der sikrer kommunalbestyrelsen indsigt i foreningens virksomhed og dens økonomi.
Ved vurdering af, om en forenings aktiviteter udøves med fortjeneste for øje, må der efter kommunalfuldmagtsreglerne tages udgangspunkt i, om foreningens formål er at opnå fortjeneste. I den forbindelse må der blandt andet lægges vægt på, hvilket formål der angives i foreningens vedtægter.
En eventuel bestemmelse i en forenings vedtægter, hvorefter et eventuelt overskud anvendes til fortsættelse af foreningens aktiviteter, som en kommune lovligt kan støtte, indebærer ikke i sig selv, at det må antages, at foreningens aktiviteter udøves med fortjeneste for øje. Det er en betingelse, at er tale om en økonomisk forsvarlig disposition, der har til formål at sikre den fortsatte drift af aktiviteterne.
Det beror på en konkret vurdering, hvor stor en formue den fortsatte drift af aktiviteterne nødvendiggør, men det må samtidig kræves, at der er en vis proportionalitet mellem en oparbejdet formue og de samlede udgifters størrelse.
I tilfælde, hvor der er tale om en årlig tilbagevendende begivenhed, som kommunen lovligt kan støtte, kan det være økonomisk forsvarligt at oparbejde en formue med henblik på finansiering af løbende udgifter i forbindelse med forberedelse af begivenheden.
Udtalt, at det efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse vil være af afgørende betydning, at et eventuelt overskud ikke kan udbetales som udbytte, idet dette ville indebære en økonomisk begunstigelse af enkeltpersoner. Det vil endvidere være en betingelse, at kommunen ikke yder støtte til de accessoriske opgaver, som varetages af foreningen.
Under disse omstændigheder kunne der efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse ikke opstilles et yderligere krav om, at kommunale midler ikke måtte gå til at skabe eller forøge et overskud hos foreningen.
Konkret fandt Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at formuleringen af en forenings formål i vedtægterne ikke i sig selv indebar, at det måtte antages, at foreningens aktiviteter blev udøvet med fortjeneste for øje. En kommune var således ikke af den grund afskåret fra at give en ikke-øremærket støtte i form af vederlagsfri udlån af arealer.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet lagde herved bl.a. vægt på foreningens vedtægtsmæssige formål, på vedtægtens konkrete bestemmelser om, hvordan der skulle forholdes med overskud, herunder i forbindelse med foreningens ophør.
Udtalt, at andre forhold end foreningens vedtægter kunne indebærer, at det måtte antages, at foreningens aktiviteter blev udøvet med fortjeneste for øje.
Herunder generelt udtalt, at det blev lagt til grund i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis, at en kommune ikke var afskåret fra at give en ikke-øremærket støtte til en privat forening, alene fordi foreningen havde fuldtidsansatte medarbejdere.
Endvidere udtalt, at det forhold, at en forening var momsregistreret, at klubbens revisionsudgifter androg 0,7 mio. kr. i 2003, og at klubben var skattepligtig, ikke kunne medføre, at det måtte antages, at klubbens aktiviteter blev udøvet med fortjeneste for øje.
Ministeriet fandt endvidere, at en kommune i forbindelse med klubbens årlige ansøgninger om tilskud konkret kunne sikre sig, at foreningens formålsbestemmelser vedblev at være de samme.
Vedr. det forhold, at en forening varetog salg fra boder (salg af øl, vin, mad, merchandise mv.) udtalt, at en kommune efter kommunalfuldmagtsreglerne som udgangspunkt ikke uden lovhjemmel kan drive handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed, og at en kommune derfor som udgangspunkt ikke kan drive salg fra boder.
Det er imidlertid antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis og i den juridiske litteratur, at kommuner i et meget begrænset omfang kunne varetage accessoriske opgaver. Det er blandt andet en betingelse for udøvelse af accessorisk virksomhed, at den er underordnet den kommunale hovedvirksomhed. Det indgår endvidere i afvejningen, om opgaven i forvejen bliver varetaget på rimelig måde af private erhvervsdrivende.
Det var Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at salg fra boder af øl, vin, mad, merchandise mv. måtte antages at knytte sig så naturligt og tæt til afholdelse af en musikfestival, at kommunen kunne varetage aktiviteterne som accessorisk virksomhed. Det var imidlertid en betingelse, at kommunen bortforpagtede driften heraf på markedsmæssige vilkår.
Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse måtte kravet om bortforpagtning af accessoriske opgaver imidlertid anses for opfyldt, når kommunen har overladt udøvelsen af hovedopgaven og den accessoriske virksomhed til et selskab uden kommunal deltagelse eller til en selvejende institution.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet lagde endelig til grund, at foreningen ikke varetog opgaver, som ikke ansås for omfattet af reglerne om accessorisk virksomhed. Det var i den forbindelse ministeriets opfattelse, at den accessoriske virksomhed i omfang var underordnet hovedvirksomheden. Efter ministeriets opfattelse var der ikke anledning til at antage, at den accessoriske virksomhed i øvrigt ikke blev varetaget på markedsvilkår.
På den baggrund var det Indenrigs- og Sundhedsministeriets samlede opfattelse, at en kommune lovligt kunne yde en ikke-øremærket støtte i form af udlån af de omhandlende kommunale arealer vederlagsfrit til foreningen til brug for festivalen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 27. marts 2007 til et byråd
– j.nr. 2004-2117/745-1