07.8.3. Om ændring af en kommunes navn med indenrigs- og sundhedsministerens samtykke

06-07-2007

Efter anmodning fra Frederiksværk-Hundested Byråd gav indenrigs- og sundhedsministeren samtykke til, at navnet på Frederiksværk-Hundested Kommune blev ændret til Halsnæs Kommune med virkning fra 1. januar 2008.

Navnet Frederiksværk-Hundested Kommune var blevet fastsat i juni 2005 som led i fastlæggelsen af det nye kommunale danmarkskort, jf. bekendtgørelse nr. 656 af 29. juni 2005.

Efter kommunestyrelseslovens § 4, stk. 1, kan ændring af en kommunes navn alene ske med den ansvarlige ministers, dengang indenrigs- og sundhedsministerens, samtykke.

Det er efter bestemmelsen et krav, at kommunalbestyrelsen forud for ændringen af et kommunenavn har truffet beslutning om ændringen og anmodet ministeren om samtykke.

Det fremgik af anmodningen fra Frederiksværk-Hundested Byråd, at der havde været afholdt en vejledende folkeafstemning om kommunens navn, hvor et flertal af de stemmeberettigede foretrak navnet Halsnæs frem for de tre andre navne, der var sat til afstemning.

Navnet Halsnæs Kommune havde været forelagt Stednavneudvalget, som havde udtalt, at udvalget ikke havde noget at indvende imod den ønskede navneændring, men tværtimod mente, at Halsnæs Kommune er et bedre og mere funktionelt navn end det lange bindestregsnavn, som udvalget tidligere havde advaret imod.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets afgørelse af 6. juli 2007, sendt til Frederiksværk-Hundested Byråd, j.nr. 2007-2039-203