08.2.1. Om hvorvidt en leder af en selvejende institution med overenskomst med kommunen er afskåret fra medlemskab af det ansvarlige udvalg i kommunen

10-07-2008

Velfærdsministeren udtalte i svar af 10. juli 2008 på spørgsmål nr. 447 (alm. del) fra Folketingets Socialudvalg, at kommunestyrelsesloven indeholder regler om, at visse kategorier af kommunalt ansatte er afskåret fra medlemskab af den pågældende kommunes stående udvalg. Ifølge kommunestyrelseslovens § 29, stk. 2, litra b, er medlemskab af et stående udvalg således udelukket for bl.a. ansatte, der har ledende administrative funktioner inden for et forvaltningsområde, der henhører under udvalget.

Afgrænsningen af, hvilke kommunalt ansatte der er udelukket fra medlemskab af et stående udvalg i kommunen efter den kommunale styrelseslovs § 29, stk. 2, litra b, beror på en konkret vurdering af indholdet af de funktioner, der er tillagt den pågældende ansatte. Det afgørende vil typisk være, om den ansatte har et dagligt ledelsesansvar og selvstændigt leder et personale. Eksempler på kommunalt ansatte, der udelukkes fra medlemskab af vedkommende stående udvalg efter bestemmelsen, kan være kommunale institutionsledere og andre med ledende administrative funktioner ved en institution.

Reglerne i kommunestyrelseslovens § 29 er bl.a. begrundet i hensynet til effektiviteten af udvalgenes tilsyn med den kommunale forvaltning, herunder at kommunalt ansatte ikke som udvalgsmedlemmer kommer til at føre tilsyn med deres egen embedsførelse. De samme hensyn vil kunne gøre sig gældende ved ansættelse i en selvejende institution, som kommunalbestyrelsen har indgået overenskomst med. I den forbindelse er det af væsentlig betydning, om det pågældende kommunale udvalg varetager opgaver, herunder navnlig tilsynsopgaver, i forhold til institutionen, og om disse opgaver i det væsentlige er af samme indhold og karakter, som det tilsyn, udvalget udøver over for kommunens egne institutioner. En leder af en selvejende institution med overenskomst med kommunen vil således kunne være afskåret fra medlemskab af det ansvarlige udvalg i kommunen efter tilsvarende betragtninger som dem, der ligger bag styrelseslovens § 29, stk. 2, litra b.

Det samme vil efter omstændighederne - i tilfælde, hvor kommunen fører tilsyn med en institution, som kommunen benytter, og som er beliggende i en anden kommune - kunne være tilfældet for en leder af en sådan institution.

 

Velfærdsministeriets svar af 10. juli 2008 på spørgsmål nr. 447 stillet den 27. juni 2008 af Folketingets Socialudvalg (SOU alm. del), j.nr. 2008-4641