08.8.2. Om en kommunes godkendelse og kontraktindgåelse efter fritvalgsordningen

05-08-2008

Det var Velfærdsministeriets opfattelse, at uanset om det lægges til grund, at en kommunes godkendelse af en leverandør efter servicelovens regler må betragtes som en afgørelse i forvaltningslovens forstand eller ej, skal spørgsmålet om, hvorvidt en kommune på baggrund af ændrede kvalitetsstandarder kan give afslag på en fornyet godkendelse af en hidtil godkendt leverandør, ikke afgøres efter de ulovbestemte retsgrundsætninger om tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter, men efter lovgivningen om frit valg af leverandører.

Det er således forudsat i lovgivningen om fritvalgsordningen, at kommunalbestyrelsen kan ændre de fastsatte kvalitetskrav i takt med kommunalbestyrelsens løbende politiske beslutninger om det kommunale serviceniveau, og at kommunens leverandører til enhver tid skal leve op til de fastsatte kvalitetskrav. Efter Velfærdsministeriets opfattelse sker en kommunes godkendelse af en leverandør således på vilkår af kommunalbestyrelsens politiske beslutning om det kommunale serviceniveau, og en ændring af disse grundlæggende betingelser for godkendelsen medfører, at kommunen har både ret og efter omstændighederne pligt til at undersøge, om leverandøren fortsat opfylder de nu ændrede pris- og kvalitetskravene og således, om leverandøren kan forblive godkendt som leverandør. Det var på den baggrund Velfærdsministeriets opfattelse, at spørgsmålet om afslag på fornyelse af en godkendelse som leverandør er reguleret af de materielle regler om, hvornår kommunen har pligt til at godkende en leverandør. De ulovbestemte offentligretlige retsgrundsætninger om tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter fandt efter Velfærdsministeriets opfattelse allerede af den grund ikke anvendelse.

Velfærdsministeriet tog ikke herved stilling til, om kommunens konkrete beslutning om ikke at godkende en leverandør i henhold til de ændrede kvalitetsstandarder var lovlig, og fandt heller ikke anledning til at tage stilling hertil.

Generelt udtalt, at en kommunalbestyrelse har pligt til at tage stilling til en eventuel ny ansøgning fra en opsagt leverandør inden for rimelig tid, og at kommunens vurdering af, om leverandøren skal godkendes, udover at følge lovgivningen om fritvalgsordningen bl.a. skal ske i overensstemmelse med den almindelige retsgrundsætning om saglighed i forvaltningen samt ligebehandlingsprincippet.