08.8.3. Om tilsynets muligheder for at tage stilling til lovligheden af tidligere amtskommunale dispositioner

23-05-2008

I en besvarelse af et spørgsmål fra et folketingsmedlem har Velfærdsministeriet udtalt sig om, hvorvidt der var en tilsynsmyndighed, der kunne tage stilling til overtrædelser af lovgivningen i de amtskommuner, der var nedlagt pr. 1. januar 2007 i forbindelse med strukturreformen.

Det fulgte af Velfærdsministeriets lovgivning og forarbejderne hertil, at statsforvaltningerne fra den 1. januar 2007 varetog de tilsynsbeføjelser og opgaver, der før denne dato var henlagt til statsamterne. Når der var tale om afsluttede amtskommunale dispositioner, der ikke længere havde virkning, f.eks. en afsluttet økonomisk disposition, varetog statsforvaltningerne således tilsynet med den amtskommunale disposition efter de regler, som fandt anvendelse for de tilsynsførende statsamtmænds tilsyn med de tidligere amtskommuner.

Procedurelovens og -bekendtgørelsens bestemmelser indebar, at forpligtelser, der vedrørte amtskommunernes overheadfunktioner, og som ikke havde tilknytning til den fordeling af aktiver, der var sket ved delingsaftalen, var overgået til regionerne. Regionsrådet havde således en forpligtelse til – i det omfang det var muligt – at bidrage til at oplyse sager, som tilsynet måtte rejse vedrørende amtskommunernes varetagelse af sådanne sager. Det ville i sager vedrørende amtskommunens overheadfunktioner tillige være regionsrådet, der var adressat for en eventuel vejledende udtalelse fra tilsynet.

Velfærdsministeriet var således ikke enigt i, at der ikke var nogen tilsynsmyndighed, der kunne tage stilling til tidligere amtskommunale dispositioner.

Derimod ville tilsynsmyndighedernes mulighed for at oplyse en sag vedrørende en nedlagt amtskommune kunne være begrænset, bl.a. af, at amtsrådet og den tidligere amtskommunale forvaltning ikke længere eksisterede, og af, at arkivmateriale i henhold til reglerne herom kunne være kasseret. Lignende begrænsninger i tilsynets mulighed for at oplyse en sag ville i et vist omfang gælde i forhold til kommuner, der var nedlagt i forbindelse med strukturreformen, i forhold til afgåede kommunalbestyrelsers beslutninger samt generelt i forhold til sager af en vis alder. Sådanne begrænsninger i tilsynsmyndighedernes mulighed for at oplyse en sag kunne selvsagt have betydning for, hvilke konklusioner tilsynsmyndigheden ville kunne nå frem til.

Velfærdsministeriets besvarelse af 23. maj 2008 af spørgsmål nr. S 1576 stillet af et folketingsmedlem
- j.nr. 2008-3219