14.8.7. Om kommunernes adgang til at anbringe midler i placeringsforeninger

29-01-2014

Justitsministeriet havde udstedt en ny bekendtgørelse nr. 957 af 10. juli 2013 om anbringelse og bestyrelse af fondes midler (anbringelsesbekendtgørelsen). Reglerne om anbringelse og bestyrelse af fondes midler er efterfølgende blevet ændret.

Økonomi- og Indenrigsministeriet udtalte i den anledning, at der ved udstedelse af den ny anbringelsesbekendtgørelse var fastsat ændrede regler for fondes anbringelse af midler. Disse ændringer havde som følge af § 44 i lov om kommunernes styrelse, jf. for regioners vedkommende regionslovens § 29, også betydning for kommuners og regioners placering af midler, der ikke af hensyn til de daglige forretninger skulle foreligge kontant.

De ændrede regler indebar bl.a., at der ikke længere var mulighed for at placere midler i placeringsforeninger. Denne ændring var en konsekvens af den nye affattelse af lov om investeringsforeninger m.v. samt lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Den nye affattelse af disse love indebærer bl.a., at placeringsforeninger inden for en nærmere bestemt frist skal ophøre med at være placeringsforeninger og overgå til at være kapitalforeninger.

Kapitalforeninger er ikke omfattet af lov om investeringsforeninger m.v. og den regulering, der følger heraf, men derimod af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og den mindre restriktive regulering, der følger af denne lov.

Opmærksomheden henledtes på, at der i anbringelsesbekendtgørelsens § 21, stk. 2, er fastsat en overgangsregel, der indebærer, at andele i en udbyttegivende placeringsforening eller afdeling af en sådan, som en kommune eller en region på tidspunktet for anbringelsesbekendtgørelsens ikrafttræden den 23. juli 2013 måtte have i sin portefølje, kan bibeholdes, selv om placeringsforeningen overgår til at være en kapitalforening. Derimod kan der ikke efter dette tidspunkt placeres midler i placeringsforeninger.

Økonomi- og Indenrigsministeriets brev af 29. januar 2014 til samtlige kommuner og regioner
- Kommunaljura, j.nr. 2013-09448