15.8.8. Om ministeriets afvisning af at tage en tilsynssag op til behandling, som Statsforvaltningen havde udtalt sig om, med henvisning til den konkrete sags manglende betydning for tilsynets praksis

30-09-2015

Den 22. juni 2015 vedtog Randers Byråd ved en ændring af styrelsesvedtægten en række ændringer af udvalgsstrukturen, hvori indgik både oprettelse og nedlæggelse af udvalg. Ændringerne var af en sådan karakter, at der skulle foretages nyvalg til alle udvalg.

Statsforvaltningen, som efter dagældende lovgivning, jf. § 2 i lov nr. 647 af 12. juni 2013, var tilsynsmyndighed i første instans for kommunerne, udtalte den 25. juni 2015 (Statsforvaltningens j.nr. 2015-35357) som følge af en henvendelse fra flere medlemmer af Randers Byråd, at det var Statsforvaltningens opfattelse, at det ikke var i strid med lovgivningen, at der gennemførtes en omkonstituering som følge af Randers Byråds vedtagelse den 22. juni 2015 af en ændring af styrelsesvedtægten.

Flere medlemmer af Randers Byråd rettede herefter henvendelse til Social- og Indenrigsministeriet med klage over Statsforvaltningens udtalelse af 25. juni 2015 om den
omkonstituering af Randers Byråd, som fandt sted den 22. juni 2015, og den beslutning om ændring af kommunens styrelsesvedtægt, som lå til grund herfor.

Social- og Indenrigsministeriet udtalte, at ministeriet ikke i almindelighed var klageinstans over for Statsforvaltningen, men at ministeriet af egen drift kunne tage spørgsmål om lovligheden af kommunale dispositioner eller undladelser, som Statsforvaltningen havde udtalt sig om, op til behandling, når ministeriet skønnede, at sagen var af principiel eller generel betydning eller har alvorlig karakter, jf. lov om kommunernes styrelse § 53, stk. 1.

Social- og Indenrigsministeriet udtalte videre, at uanset om der var tale om en sag af principiel eller generel betydning eller af alvorlig karakter, som Social- og Indenrigsministeriet efter den nævnte bestemmelse havde adgang til at tage op, kunne ministeriet afvise at tage sagen op, hvis ministeriet ikke af hensyn til styringen og koordineringen af Statsforvaltningens praksis fandt anledning hertil.

Social- og Indenrigsministeriet udtalte herefter, at ministeriet efter en gennemgang af henvendelsen ikke fandt grundlag for at tage sagen op til behandling. Social- og Indenrigsministeriet lagde i den forbindelse navnlig vægt på, at der på det foreliggende
grundlag ikke var udsigt til, at ministeriet ville nå et andet resultat i sagen end Statsforvaltningen. Ministeriet fandt bl.a. på den baggrund, at ministeriets endelige stillingtagen til den konkrete sag ikke ville kunne få umiddelbar betydning for tilsynets praksis og derved i væsentlig grad kunne bidrage til styring og koordinering heraf.

Ved § 1 i lov nr. 176 af 21. februar 2017 blev tilsynsmyndigheden i første instans for kommunerne overført til Ankestyrelsen, som varetager tilsynsmyndigheden i dag. Loven trådte i kraft den 1. april 2017.

Med Randers byrets dom 5. april 2018 (BS 2-338/2017) blev Randers Byråds beslutning af 22. juni 2015 om ændring af Randers Kommunes styrelsesvedtægt, der førte til en omkonstituering af byrådets stående udvalg, kendt ugyldig. Dommen blev ikke anket.

Social- og Indenrigsministeriets brev af 30. september 2015 til en række byrådsmedlemmer
- j.nr. 2015-5992