20.1.2. Om kommunalbestyrelsens beslutninger uden formel afstemning og om metoden ved afstemning i kommunalbestyrelsen

05-06-2020
1. Kommunalbestyrelsen og dens udvalg Afstemning

Social- og indenrigsministeren har i svar af 5. juni 2020 på spørgsmål nr. 477 (alm. del) fra Folketingets Social- og Indenrigsudvalg udtalt, at borgmesteren efter omstændighederne som led i sin vurdering af, om en sags udfald er så utvivlsomt, at afstemning i kommunalbestyrelsen er overflødig, vil kunne spørge gruppeformændene for de enkelte partier og lister i kommunalbestyrelsen om deres holdning i sagen. Hvis borgmesteren herefter tilkendegiver sin opfattelse af, hvordan sagen afgøres, og intet medlem forlanger afstemning, er sagen afgjort uden afstemning.

Ministeriet har videre udtalt, at afstemningsmetoden i kommunalbestyrelsen skal gøre det muligt for hvert enkelt medlem at afgive sin stemme, og det skal med vished kunne konstateres, hvilke medlemmer der har stemt for, henholdsvis imod, en beslutning. Når disse krav overholdes, vil afstemningsmetoden ved et elektronisk møde kunne tilpasses den kommunikationsform, der anvendes ved mødet.

Afstemning i en sag i kommunalbestyrelsen kan derimod ikke gennemføres ved, at borgmesteren spørger gruppeformændene, hvad de vil stemme i sagen. Dette gælder uanset, om der er tale om et elektronisk eller et fysisk kommunalbestyrelsesmøde.

 Social- og Indenrigsministeriets svar af 5. juni 2020 til Folketingets Social- og Indenrigsudvalg - Kommunaljura, j.nr. 2020-5047