21.1.6. Dispensation til udvidelse af magistraten for Århus Kommune

11-11-2021

Ministeriet har efter § 65 c, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse meddelt Århus Kommune dispensation til en udvidelse af magistraten. Ministeriet har ved brev af 10. november 2017 henholdsvis ved brev af 11. november 2021 godkendt bestemmelser herom i Århus Kommunes styrelsesvedtægt med virkning for den kommende valgperiode.

Ministeriet har med henvisning til § 65 c, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse meddelt Århus Kommune dispensation fra reglen i § 64 i lov om kommunernes styrelse om magistratsstyre til, at de tre ud af i alt otte medlemmer af magistraten, der vælges af byrådet
på det konstituerende møde ved et samlet forholdstalsvalg, og som ikke er blandt de fem først valgte magistratsmedlemmer, ikke har del i den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender eller i den øverste daglige ledelse af administrationen. Dispensationen omfatter, at disse magistratsmedlemmer ”uden portefølje” vederlægges for hvervet med 10 % af borgmesterens vederlag, samt at de kan vælges og vederlægges som medlemmer af og som formænd for faste udvalg.

Ministeriet har ved dispensationen lagt vægt på, at den ændrede styreform, der følger af dispensationen, ikke giver anledning til uklarhed i opgave- og kompetenceafgrænsningen imellem de politiske organer i kommunen. Hertil kommer, at ændringen er blevet evalueret positivt i den forløbne valgperiode, og at magistraten fortsat vurderer ordningen positivt.

En evaluering i 2020 af ordningen har vist, at der ifølge det oplyste var generel opbakning til den udvidede kreds, der bl.a. giver de mindre partier øget viden om sagerne, hvilket er af værdi for dem, når sagerne forelægges i byrådet, og kan medvirke til at
undgå misforståelser. Det fremgår også, at sagerne ofte kvalificeres i magistraten, således at vedkommende rådmand får flere perspektiver på sagerne i denne fase.

Økonomi- og Indenrigsministeriets brev af 10. november 2017 til Århus Kommune
- j.nr. 2017-3720 

Indenrigs- og Boligministeriets brev af 11. november 2021 til Århus Kommune
- j.nr. 2021-6580